Hvilken linje skal jeg tage, og hvornår kører min bus? 28. juni træder det nye bybusnet i Kolding i kraft. Nu er de nye køreplaner klar, så tjek selv, hvad ændringerne kommer til at betyde for din rejse.

“De trykte eksemplarer af de nye køreplaner vil være tilgængelige i bybusserne fra midten af juni, men allerede nu kan man på sydtrafik.dk se køreplanerne, ligesom man kan planlægge sin rejse på rejseplanen.dk. Mange er vant til at bruge Rejseplanen, når de skal med toget til København, men Rejseplanen er også meget velegnet til at planlægge de daglige ture med bybussen,” forklarer trafikplanlægger Karina Mortensen, Kolding Kommune.

Brug Rejseplanen

Rejseplanen indeholder afgangstider for alle danske trafikselskaber, og man kan søge via både computer, smartphone og tablet.

“Rejseplanen hjælper én til at finde den hurtigste måde at komme fra A til B. Det kan man selvfølgelig også gøre ved at studere køreplanerne, men Rejseplanen letter arbejdet, da man ikke først skal finde ud af, hvilken bus man skal tage, siger Karina Mortensen og fortsætter:

“En anden fordel er, at Rejseplanen automatisk tjekker, om det bedre kan betale sig at tage en af de lokale eller regionale busser i stedet for bybussen. På en del strækninger kører der flere forskellige slags busser, og som passager kan man frit vælge mellem de forskellige afgange.”

Når du vil udforske det nye bybusnet via Rejseplanen, er det vigtigt, at du vælger en dato efter den 27. juni.

“Det nye bybusnet træder først i kraft 28. juni. Hvis du søger i Rejseplanen før den dato, så vil Rejseplanen naturligvis søge i de nuværende køreplaner,” siger Karina Mortensen.

Det nye bybusnet

Det nuværende bybusnet stammer fra 1988. Gennem årene er rutenettet flere gange blevet tilpasset og justeret, men nu trænger det til en gennemgribende renovering.

Blandt fordelene ved det nye bybusnet kan nævnes hurtigere rejsetid. Alle bybusser kommer til at køre gennem byen uden pauser og ventetid i Klostergården, og flere af ruterne forenkles.

Det bliver også lettere at tage bussen til og fra arbejde. Dels fordi busserne starter tidligere om morgenen og slutter senere om aftenen, dels fordi der oprettes en særlig industrilinje, hvor især erhvervsområderne i det nordlige Kolding får en bedre dækning.

På samme måde udvides rutenettet til at omfatte nogle af Koldings nye boligområder, f.eks. i Dalby og Vonsild. Samtidigt øges antallet af afgange til de mest populære destinationer i byen.

Blandt svaghederne kan nævnes, at der vil være få afgange på ydertidspunkter, ligesom forbindelserne mellem de enkelte linjer forringes på disse tidspunkter. Betjeningen af Drejens er heller ikke optimal.

Du kan læse mere om det nye bybusnet på www.kolding.dk/nytbybusnet.