Efter at flere udmeldinger og læserbreve har været kritiske overfor driften af Jobcentret i Fredericia, går Venstres Peder Tind nu til modoffensiv. Han mener at det er alt for tidligt at afvise de mange reformer, der i de senere år er blevet investeret i af Fredericia Kommune.

»Jeg anerkender at der er udfordringer, og det har jeg hele tiden sagt. Jeg tror faktisk ikke at jeg har udtalt mig om Jobcentret uden at tilføje, at vi ikke er i mål. Når det er sagt, så skal vi naturligvis kunne debattere hvilken indsats vores Jobcenter kommer med, og den debat er jeg altid villig til at deltage i. Men jeg anerkender simpelthen ikke, at det er en fiasko. Tværtimod«, siger Peder Tind.

Han mener kritikken rammer ved siden af, fordi der ikke tages hensyn til de initiativer, der er blevet iværksat i den indeværende valgperiode, hvor Tind har siddet som formand for udvalget:

»Det er ikke sådan, at jeg bare trækker på skulderen. Jeg holder 100% fast i at den udvikling der er lagt for Jobcentret og Fredericia er den rigtige, og jeg har stor tillid til den vision, vi har. Det handler om at holde fast i den. Husk på at vi taler om mennesker. Folk der af alle mulige grunde er havnet på Jobcentret, og hvor vi ingen vegne kommer, hvis der ikke er dialog med dem. En af de største udfordringer jeg startede med som udvalgsformand var en sønderlemmende kritik af Jobcentrets dialog med og håndtering af borgerne individuelt. Den udvikling ser vi tegn på er vendt«, uddyber Tind.

Han nævner i den forbindelse citaterne fra borgervejlederens årsrapport, der slår fast at sagerne kører bedre, også i forhold til det rehabiliterende team. Men han er også opmærksom på de langsigtede mål.

»Jeg ville gerne investere mere på området, men det er der ikke politisk flertal for. Og jeg kigger skam allerede til nabokommunerne, som vi samarbejder med. Men kritikerne skal også tænke på de demografiske forskelle, hvor Fredericia har haft mange på overførselsindkomst. Kritik er altid velkommen, især når den er konstruktiv og berettiget. Der er dog mange mellemregninger, man skal have med, når man vurderer effekten af vores Jobcenter. Men uden en god kontakt med borgerne, så opnår vi ingenting. Vi skal netop finde de bedste muligheder, der kan gøre det muligt for folk at komme i beskæftigelse. Samtidig skal vi arbejde på at skabe et rummeligt arbejdsmarked, hvor virksomhederne og borgerne kan finde hinanden«, slår Peder Tind fast.

Han nævner en forbedret og mere offensiv virksomhedsservice, en reduceret sagsbehandlingstid og en styrket indsats rettet mod unge som eksempler på den fremdrift, han mener, der kan peges på. Men endnu engang understreger han, at der skal lyttes til kritikken:

»Hvis noget skal efterses, så skal vi gøre det. Men kom også gerne med bud på løsninger, for det er vejen frem, at vi allesammen arbejder på at skabe resultater til gavn for borgerne«. ■

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer