Mediet Journalista kunne 7. Maj fortælle, at Fredericia Kommune har mørklagt en sag, hvor et advokatfirma har modtaget et større millionbeløb for en ydelse, som altså ikke kan komme frem til offentligheden. Fredericia AVISEN har talt med en række politikere om sagen, herunder Venstres gruppeformand, Peder Tind.

“Helt overordnet så kan man sige, at det her er en sag der er før min tid. Generelt for Venstre er vi, som alle andre, interesserede i at komme til bunds i sagen. Det vil være helt naturligt at få set denne sag i gennem. Derfor vil vi også rette henvendelse til Borgmesteren for at finde ud af hvad der er op og ned”, fortæller Tind, inden han fortsætter:

“De oplysninger vi så kan få tilvejebragt giver os et større indblik. Helt principielt skal vi vide hvad vi har fået for de penge, for det er rigtig mange penge. Det er også noget af det en undersøgelse vil vise”.

“Som jeg forstår det, så er det provisionslønnede konsulenter. Det synes jeg er interessant og noget vi skal dykke ned i. Hvordan bruger vi konsulenter? Det har vi talt om tidligere på året. Jeg synes personligt det er en uheldig måde at gøre tingene på. Når jeg kigger fremad, så synes jeg det er interessant med en snak og en konkret politik for vores konsulenter”, forklarer Peder Tind.

“Vi har brug for konsulenter, vi skal bruge dem. De har meget vigtig viden. Men jeg synes det er uheldigt at bruge provisionslønnede konsulenter. Det er hvad jeg kan sige før vi kender tingene og indholdet. Vi afventer den samlede redegørelse for hvad der ligger i denne sag”, fortsætter han.

“Jeg hylder princippet om åbenhed. Det er ikke til diskussion. Men man skal acceptere firmaers forretningshemmeligheder og de kontrakter der er indgået, de er indgået. Men det er enormt vigtigt, at vi får et klart billede af hvad der er op og ned. Vi synes i Venstre, at det er interessant at få klarlagt sagen og finde ud af hvordan sammenhængen er”, slår Venstres gruppeformand fast.

“Så forventer jeg i virkeligheden også, at Borgmesteren og forvaltningen er i gang med at undersøge sagen. Det er noget vi i Venstre også vil være interessede i at finde ud af. Jeg noterer mig også, at Borgmesteren også melder ud, at han ønsker en åbenhed. Nu afventer vi, og så får vi forhåbentlig dokumenterne at se”, siger Peder Tind afslutningsvist.

Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Hans Thomassen
Hans Thomassen
5 måneder siden

Nu er det ikke sket. Men det havde været en god ide, at have undersøgt forholdene omkring konkursen på Fredericia Teater, her havde pengen været godt givet ud.
Da undersøgte man ingenting, men betalte bare den ene gang efter den anden uden at stille nogen krav.
Men man deltog til gengæld altid i skåltalerne, og dem blev der holdt mange af.
Da kommunen for 5-6 år siden første gang bidrog med 10 millioner, kunne man passende have ansat en økonomiansvarlig, fremfor bare at lade det køre i sænk.