Social- og Beskæftigelsesudvalget før sommerferien et stort kick-off arrangement på en ny udsattestrategi. Det var en succes, lød det fra udvalgsformand Peder Tind efterfølgende. Nu er de klar med næste skridt – og her har de inddraget de mange tilbagemeldinger, der er kommet.

Social- og Beskæftigelsesudvalget har med formand Peder Tind i spidsen sat sig for at lave en ny og mere tidssvarende udsattestrategi for Fredericia Kommune. Til kick-off arrangementet for arbejdet med den nye strategi mødte 120 fredericianere op. Her var en lang række af de frivillige foreninger repræsenteret, men også helt almindelige borgere havde fundet vej til arrangementet i De Orange Haller.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.
Idéerne bliver brugt aktivt

Der var plads til at komme med sine tanker og idéer – og det udnyttede de fremmødte. Knap 100 tilbagemeldinger og idéer blev det til. Det vækker glæde hos Peder Tind: ”Det er fantastisk, at så mange har budt ind og givet deres tanker og idéer videre. Vi har brug for at alle byder ind, for det her er en fælles mission for at hjælpe de udsatte”.

De mange inputs fra borgere og frivillige foreninger i Fredericia Kommune bliver brugt aktivt, forsikrer formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, Peder Tind:

”Vi skal bruge de her informationer aktivt. Vi kan have tanker om hvordan hverdagen ser ud for de udsatte, men det er altså de frivillige foreninger og borgerne selv der er tættest på virkeligheden. De står med udfordringerne til hverdag, så det er en selvfølge for os i udvalget, at vi bruger deres tanker aktivt i arbejdet mod den nye udsattestrategi”.

Næste skridt er allerede klar

Det næste arrangement som led i udarbejdelsen af den nye strategi er allerede planlagt. Tirsdag d. 9. Oktober er der arrangeret et temamøde, hvor emnet er ’Samarbejde på tværs’. Dette emne er ikke tilfældigt udvalgt, fortæller Peder Tind.

”Noget af det der blev efterspurgt mest er netop samarbejde på tværs. At vi bliver bedre til at udnytte hinandens kompetencer på tværs af frivillige foreninger, kommunen og borgere. Derfor har vi sat dette tema, så vi kan få en god dialog om hvordan vi bedst får et bedre samarbejde på tværs” slutter formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, Peder Tind.