Venstres politiske ordfører i Fredericia Byråd, Peder Tind, ønsker dialog med politiet efter weekendens uroligheder, samtidig skal kommunen være klar til at hjælpe med forebyggelse.

Først bragede en bil ind i en betonmur med to fodgængere som mål, efterfølgende var der en voldslignende tilstande på åben gade med dolke og peberspray. Samme weekend rykkede politiet flere gange talstærkt ud i indre by, hvor de også anholdt to personer. Det bekymrer Peder Tind.

– Vi skal naturligvis leve i og have en by, hvor alle borgere er trygge. Det er helt naturligt, og når vi ser uroligheder som i weekenden, så kalder det på en briefing til byrådet fra politiet, så vi kender omfanget bag handlingerne, siger Peder Tind.

Peder TInd (V) Foto: AVISEN

Han udtrykker samtidig stor tryghed i politiets arbejde, og han ved, at de passer deres arbejde her.

– Det er svært at vide, hvad der ligger bag det hele, men jeg er sikker på, at politiet ved det. Jeg er dog enig med Susanne (Eilersen red.), at vi skal have en briefing, men den kan vi jo også selv bede om. Det er jo ikke kun politiet, der skal række ud efter os. Jeg har stor tillid til politiet og politiets arbejde, så vi skal bare tale med dem om, hvad der sker, siger han.

Samtidig er han klar til at finde ressourcer til at støtte op om de forebyggende indsatser i kommunen.

– Som kommune skal vi bidrage til SSP-arbejdet, og det gør vi allerede, men det er klart, at vi må se på, om der er ressourcer, vi skal bruge på områder i byen. Det kan være, at vi skal være med til at koordinere og understøtte det arbejde. Det er klart, at weekendens hændelser betyder, at vi skal se på, hvad vi kan gøre, og om der er noget, vi skal skrue op for i vores indsats. Det må vi se på, men først skal vi høre politiet om, det er enkeltstående hændelser eller, hvad der ligger bag, slutter Peder Tind.