Grundlovsdag, en historisk dag, der for mange politikere og politisk interesserede er blandt årets største festdage. Det er det også for Venstres gruppeformand, Peder Tind. I dette interview til Fredericia AVISEN fortæller han om hans syn på grundloven – og så ser vi tilbage på Grundlovsdag sidste år, der også bød på et folketingsvalg. 

“Grundlovsdag for mig er en festdag. Det er en dag hvor vi fejrer vores fundament for Danmark, men jo også det faktum at vi har demokratiske rettigheder, en frihed til at ytre os og sige hvad vi mener. Det er noget vi ikke skal tage for givet. Jeg mindes hvert eneste år, at der er lande ude i verden hvor mulighederne og rettighederne ikke er de samme. Derfor tror jeg det er meget vigtigt, at vi er dybt taknemmelige for grundloven”, fortæller Peder Tind, der på denne grundlovsdag er taget en tur på besøg hos hans far, for grundlovsdag er som bekendt også lig med fars dag.

“Det bliver en anden grundlovsdag. Det ændrer ikke på fundamentet eller hvad vi fejrer. Det jeg tænker kommer op i mine tanker er den taknemmelighed der er for hverdagens helte når vi ser på Corona. Jeg vil gerne rose hverdagens helte og sige tak til de mange sygeplejersker og sundhedspersonale, der har sat så meget på spil for at redde andre”, fortæller Tind og fortsætter:

“På en grundlovsdag som i dag, så vil jeg gerne sende en stor tak til dem. Det fortjener en stor anerkendelse. Rundt om i verden dør sundhedspersonale i kampen mod Corona. På en dag hvor vi fejrer friheden og vores rettigheder, så skal vi også sende en stor tak til de der gør en kæmpe indsats. Havde jeg haft muligheden for at tale i dag, så havde jeg sendt den hilsen til dem”.

Du er medlem af Venstre, Danmarks Liberale Parti. Hvad betyder de grundlovssikrede friheder for dig?

“For mig er frihed og friheden til at træffe sine egne valg meget vigtigt. Det er en afgørende faktor i vores grundlov. Når man oplever begrænsninger, så er det forhåbentlig kun for en periode. Derfor skal vi også til at fjerne begrænsningerne. For det er noget vi ikke er vant til og noget der ikke er normalt. Et eller andet sted har vi også fået smag for hvordan det føles ikke at have den frihed vi er vant til. Vi har oplevet hvordan det for en periode har været taget fra os. Men det minder os også om, hvilken frihed vi normalt har. Tingene bliver sat i perspektiv”, forklarer Peder Tind.

“Noget af det jeg synes er enormt vigtigt er hele tiden at minde os selv om hvor vigtig åbenhed er. Åbenhed over for andre mennesker. At man har et åbent sind. Vi kan ikke rejse over grænserne, men åbenhed og åbenhed i det politiske er afgørende. Det synes jeg er vigtigt, at vi minder hinanden om. Vi lever i en verden hvor tingene hænger sammen”, fortsætter han.

For et år siden i dag blev demokratiets festdag cementeret med et valg. Hvordan ser du tilbage på det?

“For mig er der tre ting der står klart. Den ene ting er er Venstre fik et fantastisk valg. Den anden ting var at den borgerlige fløj i Fredericia fik flere stemmer end de røde. Det glæder mig, at Fredericianerne stemmer på den fløj jeg er en del af. Det fortæller mig, at vi jer et Fredericia der også har borgerlige perspektiver. Den tredje ting er, at vi mistede statsministerposten. Det var trist, at vi måtte erkende, at danskerne valgte Mette Frederiksen. Så går tiden stærkt, tænk at det er et år siden. Det gør at man tænker, at der er max 3 år til vi kan få en ny statsminister”, lyder det med et grin fra Tind.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer