Peder Tind inviterede AVISEN til PRO PRINT på Navervej for at høre mere om virksomhedens succes med det rummelige arbejdsmarked, men også for at markere, at virksomhedsservicen i byens Jobcenter høster ros for sin offensive indsats.

Serien om det fredericianske arbejdmarked med Formand for Social- og beskæftigelsesudvalget, Peder Tind (V) er i dag på foranledning af politikeren på besøg hos den fredericianske virksomhed Pro Print i Snoghøj. Politikeren vil takke virksomheden for sin indsats for at få mennesker tilbage på arbejdsmarkedet.

Samtalen er allerede godt igang mellem Ole Nikolajsen og Peder Tind, da vi ankommer til Navervej. Det er dog Coronatiden, løbesporten og fodboldkærlighed, der fokuseres på. Ole bliver gratuleret med Liverpools engelske mesterskab, inden vi hører om, hvorfor Tind har valgt Pro Print til artikelserien.

Peder Tind (V) (Foto: Fredericia AVISEN)

“Jeg synes, at der skulle sættes fokus på de mange små- og mellemstore virksomheder, der hver eneste dag gør en forskel for vores arbejdsmarked og by. Ole har tidligere fortalt om de mange projekter, de har arbejdet med herude gennem årene,” indleder Tind og bliver suppleret af Ole Nikolajsen:

“Jeg så, at kommunen inviterede til Code of Care, og helt ærligt, så følte jeg, at fokus hurtig lå på nye virksomheder eller store virksomheder, imens vi andre havde praktiseret essensen af Code of Care i mange år. Jeg var på ingen måde bitter, men ville give mit besyv med. Man lavede et advisory board med virksomheder, der ikke kunne fortælle ud fra en større erfaring, derfor talte jeg med Peder.” 

Ole og Peder er glade for at dialogen opstod

“Da jeg hørte Oles historie, blev jeg glad. For det første er det fantastisk, at man løfter mennesker tilbage på arbejdsmarkedet, efter de har stået udenfor. Jeg vil aldrig opgive en borgers drøm, og når man ser, at det faktisk lykkes herude, så bliver jeg glad. Pro Print har bidraget meget, når man tænker på virksomhedens størrelse,” fortæller Tind.

Ole Nikolajsen, Direktør i Pro Print.

“Vi har pt. to ansatte, der har været ledige, men som i dag varetager et fleksjob hos os. Det er godt, men det kommer ikke af sig selv. Det er en proces, der har flere etaper og nogle gange går det godt. I denne sammenhæng er det gået godt, og der er en god stemning. Vi har haft 10 praktikanter over de seneste 10 år, hvor vi blandt andet har skullet se på om de kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet,” siger Ole og fortsætter:

“Vi har også senest haft en ung mand med et mindre handicap. Det gik godt, men under Coronaen er det sat i bero. Men ligemeget hvem vi har haft, så giver det værdi, når man kan være med til at give et andet menneske et mere indholdsrigt liv end det bare at sidde derhjemme eller på et center. Vi vil gerne hjælpe i samfundet, uden at det skal lyde naivt, for medarbejderne skal naturligvis efter et stykke tid være lønnen værd, ellers hænger det ikke sammen.”

Peder Tind peger desuden på, at virksomhedservice netop skal opsøge virksomhederne og være en stor service for virksomhederne. Det kommer via en aktiv kontakt.

“Jeg vil gerne udtrykke taknemmelighed for det, Ole siger og har gjort. Vi har brug for de virksomheder, der tager et ansvar for vores by og medmennesker. Det er en fin case, som Ole præsenterer for os. Jeg vil også slå et slag for vores Jobcenters Turnaround de senere år. Faktisk sagde en til mig, at han ikke havde set andre før ændre så mange ting på samme tid. Derfor er jeg også glad for, at vi nu har et jobcenter i Fredericia, der kontakter virksomhederne aktivt, og ikke bare venter på kaldet. Mange virksomheder har ikke en HR-afdeling, så det er vigtigt, at vi er der, så vi kan få mennesker i arbejde,” siger Tind og fortsætter:

“Når vi i øvrigt arbejder med arbejdsmarkedet og det rummelige arbejdsmarked, så ser vi altid på, hvordan vi kan hjælpe – hvor vi er med til at opkvalificere medarbejderne, omskole og generelt se på, hvilke muligheder der er for at styrke såvel borgere som virksomheder. Vi skal være offensive, når vi forandrer alt fra kultur til jobmarked i Fredericia. Virksomhederne skal tænke Jobcentret som det første, når de tænker arbejdskraft, og det er mit indtryk, at vi er nået tættere på det. Vores seneste erfaringer viser, at virksomheder har set vores ændringer og de kvitterer med ekstra samarbejde.”

Ole, hvad betyder det for dig, at du har medarbejdere, der lykkes i fleksjob? En har været her i snart 10 år.

“Det giver mig en enorm stolthed, at mennesker, der har været ledige, finder en ny vej i livet. Jeg tror også, at det er vigtigt at give videre, at man skal tage chancen, selvom det ord ikke er dækkende, og måske lyder dumt, men det er noget, der kan gøre noget for dig selv, hvis du som arbejdsgiver yder en indsats for at sætte gang i de medarbejdere. Man kan ikke skabe forretning på godhjertethed, men man få en god og dedikeret arbejdskraft, hvis man investerer i mennesker,” siger Ole.

I Oles og Peders samtale er der et ord, der går igen: Fleksibilitet. Den kunne godt være større.

“Jeg har den senere tid besøgt mange virksomheder, og jeg har hørt det før. Det er naturligvis noget, vi skal se på. Der er nogle lovgivningsrammer, men ellers skal vi gøre alt for hjælpe både ledige og virksomheder. Oles virksomhed fortjener stor ros for sit arbejde med ledige og fleksjobbere, og vi skal understøtte og yde den service, som virksomhederne har brug for. Det har jeg lyttet mig til. Vi får naturligvis også mange rapporter, tal og så videre, men der er ikke noget, der slår mødet med virksomhederne selv, hvor vi får lejlighed til at høre om, hvad de arbejder med, og hvilke problemstillinger, der er aktuelle,” lyder det fra Peder Tind. 

Hos Ole Nikolajsen lyder det godt – og særligt, hvis fleksibiliteten bliver større.

“Der er mange regler, og det er ikke altid lige til. Hvis man kunne få mere støtte og gøre det mere individuelt, så ville flere helt sikkert bide på, og sidste ende indgå i arbejdsmarkedet igen. Man skal være villig til at yde det lange seje træk, og se potentialet i det enkelte menneske. Det er alfa og omega, hvis man skal have succes på dette område,” slutter Ole Nikolajsen.

Leave a Reply