Pendlere fra andre kommuner kan nu komme foran i boligkøen hos fire almene boligorganisationer i Kolding Kommune. Initiativet skal gøre det lettere at flytte til Kolding for pendlere, der er trætte af at holde i bilkø eller vente på toget.

Fra 1. juni har pendlere uden for kommunen fortrinsret til visse boliger i Kolding Kommune hos Arbejdernes Andels-Boligforening Kolding, Lejerbo Kolding, Domea Lunderskov-Kolding og Varde Bolig Administration. De fire boligselskaber har indgået en aftale med kommunen om fleksibel udlejning, hvor pendlere springer ventelisten over til både store og små lejligheder.

”Jeg er glad for, at de fire boligselskaber er gået med i projektet. I Kolding har vi de seneste år arbejdet benhårdt med bosætning for at få flere til at flytte til Kolding. 19.000 mennesker pendler ind i vores kommune hver dag. Forhåbentligt kan dette initiativ få nogle af pendlerne til at flytte til Kolding,” siger borgmester Jørn Pedersen og fortsætter:

”Vi har i forvejen et rigtigt pænt udbud af byggegrunde og ejerboliger i Kolding. Nu udvider vi paletten, så det også bliver lettere at finde en god lejebolig i Kolding.”

For at komme foran i køen til de pågældende boliger skal du opfylde en række krav. Kriterierne varierer en lille smule. Fælles for de fire boligselskaber er, at ansøgeren skal have:

  • Folkeregisteradresse i en anden kommune
  • Fast arbejde – minimum 28 timer om ugen – i Kolding Kommune.

På www.kolding.dk/springover kan du se de enkelte selskabers kriterier samt hvilke boliger, der er med i ordningen.

Hovedparten af de almene boliger er placeret i Kolding by, men det er også muligt at komme forrest i køen til boliger i Vamdrup, Lunderskov og Almind.

– Hvis du overvejer at flytte til Kolding, så kik også på vores tema Velkommen til Kolding Kommune, hvor du kan finde masser af inspiration og svar på praktiske spørgsmål, oplyser Kolding Kommune.