Tidligere cheftræner for FC Fredericia, Peter Sørensen, har orienteret Silkeborg IF om, at der er rejst sigtelse imod ham for overtrædelse af straffelovens paragraf 244, den såkaldte “milde” voldsparagraf. Han har samtidig oplyst overfor Silkeborg IF, at han er uskyldig i tiltalen. Det oplyser Silkeborg IF i en pressemeddelelse.

Det er en sag, der er opstået i kølvandet på en turbulent skilsmisse mellem Peter Sørensen og hans hustru. De to forhold, Peter Sørensen er sigtet i, ligger tilbage til august 2014 og august 2015.

– Det er det sidste, der er tilbage af en byge af anmeldelser fra min tidligere kone. Politiet har vurderet anmeldelserne og afviste dem for to måneder siden. Nu har Statsadvokaten imidlertid set på dem, og det har ført til en sigtelse i to forhold. Det er absurd, og jeg ser frem til at blive renset i retten, siger Peter Sørensen.

Silkeborg IF ser det som en ulykkelig sag mellem Peter Sørensen og hans hustru, der er midt i en skilsmisse. Som Peter Sørensens arbejdsgiver tager Silkeborg IF udgangspunkt i, at ingen er skyldig, indtil skylden er bevist.

– Vold er uacceptabelt under alle former, og det tager vi afstand fra. Nu afventer vi sagens gang ved retten og udfaldet af den, siger Silkeborg IF’s adm. direktør, Kent Madsen.