Anders Vikke valgte ikke at genopstille som formand for Venstre i Fredericia, da de torsdag aften havde kaldt til generalforsamling. I stedet for Vikke er et andet kendt ansigt blevet valgt i stedet. Tidligere byrådsmedlem for Venstre, Frances O’Donovan, er nemlig blevet valgt som partiforeningens leder. Generalforsamlingen bød også på genvalg til folketingskandidat Tobias Jørgensen.

Vi sluttede torsdagen med nyheden om, at Mærsk investerer i Fredericia og opbygger et nyt kompleks af logistik- og varehusfaciliteter i erhvervsområdet Taulov Dry Port, velkommen. Vi skal også byde en ny formand velkommen for Venstre i Fredericia, som du kan læse i denne morgenartikel.

Erritsø Idrætscenter dannede torsdag aften rammen om to møder i den lokale afdeling af Venstre. Først skulle de vælge deres folketingskandidat – her kunne Fredericia AVISEN på forhånd fortælle, at Tobias Jørgensen ville forsøge at blive genvalgt. Uden modkandidater og med applaus blev han valgt, og dermed er han manden der igen skal være øverst på stemmesedlen, når danskerne kaldes til folketingsvalg næste gang.

Læs også: Folketingskandidat håber på genvalg: Jeg vil arbejde for Fredericia

Der var smil og blink i øjet fra den genvalgte folketingskandidat, Tobias Jørgensen. (Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

“Ved folketingsvalget i sommers viste Fredericias borgere, at blå blok med over 50% af de afgivne stemmer, er den blok som flest Fredericianere foretrak”, indledte Tobias Jørgensen sin tale. “Valg vindes mellem valg, og i dag er der højst 1194 dage til næste folketingsvalg, hvis I vælger mig her i aften, så lover jeg jer, at hver eneste dag er der fokus på hvordan valget vindes”, lød det fra en stålsat kandidat, der udstrålede, at han gerne ville fortsætte arbejdet for Venstre i Fredericia. 

Gruppeformand for byrådsgruppen, Peder Tind, lyttede nøje efter. (Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

Han har også allerede nu sat mål for hvor han ser Fredericia bevæge sig hen. “Fredericia ligger i Danmarks måske største vækstcentrum, og det skal prioriteres højt at få løst de især trafikale udfordringer der er på motorvejsnettet nu. Fredericia ligger midt i Danmarks produktionscentrum, vi skal have styrket de stærke uddannelsesinstitutioner der allerede er i byen, og vi skal arbejde målrettet for at få flere tekniske uddannelser til byen. Fredericia er en unik perle i Danmarks historien, og kulturen i og omkring fæstningsbyen Fredericia bør have et øget nationalt fokus”, lød det fra den genvalgte folketingskandidat.

Med valget af folketingskandidat på plads var det tid til generalforsamling, hvor en ny bestyrelse skulle sammensættes – og der skulle, som det hører sig til ved en generalforsamling, beretninger fra både kasserer og formand.

Der var både plads til smil og seriøse miner i afgående formand, Anders Vikkes beretning. (Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

Anders Vikke skulle holde sin, foreløbigt i hvert fald, sidste beretning til sine medlemmer. Her ytrede han en stor ros til byrådsgruppen, der “leverer et fremragende stykke politisk arbejde”. “Jeg træder af nu, men fortsætter i partiet. I kommer i hvert fald til at se mig i fremtiden. Tak for denne gang”, afsluttede formanden, der undervejs i sin tale også nåede forbi formandsopgøret i Venstre, de mange arrangementer som partiforeningen har afholdt det seneste år – og roser til den genvalgte folketingskandidat.

Peder Hvejsel har prøvet en generalforsamling før – og der var plads til anekdoter og vittigheder i hans rolle som dirigent. (Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

Procedurerne for Venstres strategi frem mod næste kommunalvalg var også på dagsordenen – og med det på plads var det en vittig dirigent i form af Venstre-koryfæet Peder Hvejsel. “Nu har vi styr på hvordan vi gør, nu skal vi bare vinde valget”, konkluderede han.

Selvom man er gravid med tvillinger kan man sagtens være stemmetæller. (Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

Selvom tre kandidater blev indstillet, så var det kun Frances O’Donovan der tog imod valg – og med stor applaus blev hun altså enstemmigt valgt som den nye formand for Venstre i Fredericia.

Kenny Bruun Olsen lyttede med anerkendende smil til talerne. (Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

Kampvalg skulle der ikke være meget af på denne generalforsamling. Selvom Venstres tradition med anonyme skriftlige indstillinger flere gange bød på flere kandidater end pladser på valg – ja så nåede kampvalget aldrig at blive aktuelt.

Kurt Kingod var ikke på valg denne gang, så han kunne se op på skærmen mod hans nye bestyrelseskollegaer. (Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

Punktet eventuelt kan blive alt fra en meget kort fornøjelse til en helaftensforestilling. Første mand her var gruppeformand for byrådsgruppen, Peder Tind, der takkede for samarbejdet med den afgående bestyrelse. “Til dig Anders. Tak for dig. Tak for den du er”, lød det blandt andet i retning af den nu tidligere formand, Anders Wikke. “Til dig Frances, det er en spændende opgave. Vi har fuld tillid til dit mandat, og vi glæder os til det fremtidige samarbejde”, fortsatte Tind.

Vin med egen etiket – og billeder fra en tid et stykke tilbage fik de helt store grin frem hos Peder Tind (tv) og Anders Wikke (th).(Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

“Tusind tak for tilliden. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte arbejdet. Blandt andet fordi, at jeg mener der er områder hvor vi kan styrke vores position. Vi skal være langt mere synlige i det offentlige rum og på de sociale medier. Vi skal have mere medlemspleje”, indledte Frances O’Donovan.

“Vi går ind i et valgår. Mit mål med denne valgkamp er, at den bliver god og saglig. At vi får klædt kandidaterne godt på. Og at vi går et godt resultat – men det er jeg sikker på”, fortsatte hun.

Også Christian Jørgensen lyttede interesseret. (Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)
(Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

Skriv et svar