Engang måtte tiden gerne gå stærkt. Nu ønsker jeg mig bare nogle gange, at den havde gjort det lidt langsommere.

Nærmest fra det øjeblik jeg fandt ud af, at jeg var gravid igen, synes jeg, at tiden gik sååå langsomt, som i ufatteligt, overdrevet langsomt.

I de første mange uger af graviditeten, hvor den lille spunk i maven, stadig var vores lille hemmelighed herhjemme, føltes dagene nærmest uendelige og det var ikke atypisk, at der indsneg sig en stille jublen, når klokken placerede midnat og endnu en dag kunne “krydses af”, samtidig med at jeg dagligt tænkte; “Åh, tiden må gerne gå stærkt nu.”

I nuet dengang, føltes det umuligt, at tiden faktisk ville bevæge sig, men dagene og ugerne gik alligevel og da vi nogle måneder senere, valgte at dele vores graviditets-lykke med omverdenen, begyndte tiden som med et trylleslag, pludselig at gå rigtig rigtig stærkt – endelig.

Tiden fløj simpelthen af sted og pludselig hed det, “Velkommen barsel” og redebygningen og spænding omkring, hvornår babys kommende fødselsdag mon ville blive, satte for alvor ind.

Endelig blev det vores babys fødselsdag, en smuk junidag sidste år og det føltes i nuet som om, at alle de foregående ni måneder var fløjet af sted.

De første mange uger efter, at hun var blevet født, var det ikke sjældent, at jeg tænkte; “Jeg glæder mig til, hun bliver lidt større, til hun kan holde hovedet selv, til hun begynder at smile tilbage til os, til hun sover lidt bedre.” – osv osv..

Da jeg blev gravid bad jeg til, at tiden gik stærkt.

Imens jeg var gravid, var jeg glad for, at tiden endelig gik stærkt.

Da hun var helt spæd, bad jeg atter til, at tiden gik stærkt..

Men hvorfor havde jeg så travlt?Hvorfor skulle tiden helst gå så stærkt? Hvad var det jeg skulle, jeg nå?

Jeg ved det faktisk stadig ikke, men jeg ved, at I mandags blev vores smukke, lille, store pige 8 måneder! OTTE!! Hold nu op! Tiden, hvor hun var lille og ny er gået. Den tid, hvor hun blev svøbt i dynen, lagt i sin lift og udelukkende levede af mælk. Den tid, den er slut. Og kommer aldrig igen. Faktisk er det lidt vemodigt.

MEN….

Jeg er så priviligeret, at den tid der var, nu er blevet erstattet af en ny tid. En tid jeg samtidig håber, at jeg måske kan nyde på en anden og mere nærværende måde, end den tid der allerede er gået.

Lige nu er tiden mest fyldt med grin, skrål og hvinen, med kravle øvelser, “klappe kage”-fagter og mad-kastnings/spise øvelser, endda med både højre og venstre hånd og når dagen er omme, så puttes den unge dame i sin tremmeseng, som ovenikøbet også fint fungerer som hoppepude.

Jeg nyder tiden med min skønne datter her og nu, alt imens jeg savner den tid der er gået og så glæder jeg mig til tiden der venter os..

Men kan man egentlig det? Tjaa.. Jeg prøver i hvert fald, alt hvad jeg kan..