Mindre end 2 % af Danmarks samlede energiproduktion kommer fra solcelleanlæg. Det er alt for lidt, mener hele 84 % af danskerne. Solcellevirksomheden Solar Polaris tager danskerne på ordet, og i et nyt initiativ med vejrekspert og tv-vært Cecilie Hother som ambassadør får boligejere i Fredericia mulighed for at blive testfamilie og få et solcelleanlæg installeret kvit og frit. Målet er et opgør med diverse myter – som fx at solceller ikke producerer energi, når det er overskyet, og at solcelleanlæg ikke kan betale sig.

Vi danskere er vilde med solen. Så snart den skinner blot en smule, besætter vi parker og grønne områder for at nyde dens lys og varme. Men vi er ikke kun glade for at nyde solen på egen krop. Vi er også begejstrede for idéen om at lade solen producere energi til vores bolig eller bygningen, vi bor i.

84 % af danskerne mener, at vi skal have mere energi produceret af solen. Det viser en helt ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for solcellevirksomheden Solar Polaris. Og 28 % af danskerne peger på solenergi som den foretrukne energikilde til deres bolig. Efter solenergi kommer jordvarme (20 %), mens vindenergi indtager en tredjeplads (19 %).

Danskernes begejstring for solenergi giver da også rigtig god mening ifølge tv-vært Cecilie Hother, der er ambassadør for et nyt initiativ, hvor familier kan blive udvalgt til at teste solcelleanlæg.

”Solenergi er én af de reneste og mest naturlige former for energi, der findes. Det er vedvarende og bæredygtig energi ligesom fx vindenergi,” fortæller Cecilie Hother og tilføjer: ”Energi fra solceller er p.t. den billigste form for vedvarende energi at producere og kan sagtens konkurrere med traditionelle energiformer. Så der er ingen undskyldning – det er bare om at komme i gang.”

Testfamilier skal gøre op med myter om solenergi 

Selvom danskerne er vilde med idéen om solens energi, så er det uhyre få, der har solcelleanlæg installeret på boligen. Ifølge Energistyrelsen kommer mindre end 2 % af Danmarks samlede energiproduktion fra solcelleanlæg. Det kan skyldes de mange myter om solenergi. De myter vil Cecilie Hother og Solar Polaris nu gøre op med.

”Mange danskere tror, at solcelleanlæg kun producerer strøm, når solen skinner, og mange tænker, at solen ikke skinner nok i Danmark til, at det kan betale sig at investere i solcelleanlæg. Men solcelleanlæg producerer elektricitet fra solens lys – ikke fra solstrålerne – og derfor producerer de faktisk også strøm, når det er overskyet, regnvejr eller snevejr,” lyder det fra Cecilie Hother.

Betalt af solen 

Hvis man overvejer at forsyne sit hjem med solenergi, kan man nu melde sig som testfamilie i kampagnen ´Betalt af solen´. Alle danske boligejere kan blive udvalgt og få et solcelleanlæg installeret på deres bolig.

”Vi vil gerne have endnu flere danskere til at få øjnene op for solenergi – både i forhold til klimaet, men i høj grad også i forhold til økonomien i husholdningen. Solenergi har udviklet sig til en meget attraktiv investering, hvor en almindelig familie kan spare penge på elregningen hver måned. Med et solcelleanlæg på sin bolig kan man helt lavpraktisk sige, at man får kaffen brygget af solen, tøjet vasket af solen og filmen streamet af solen,” fortæller Dennis Jeppesen, administrerende direktør for Solar Polaris.

For at få chancen for at blive testfamilie og få et solcelleanlæg installeret skal man blot tilmelde sig på www.facebook.com/solarpolaris eller www.betaltafsolen.dk. Den 23. juni udvælges fire testfamilier – to i Jylland, én på Sjælland samt én på Fyn og øerne.

Solar Polaris er den eneste solcellevirksomhed i Danmark, der varetager alle faser i et solcelleprojektforløb. Som del af dette tilbyder Solar Polaris endda finansiering samt service af det færdiginstallerede anlæg i hele dets levetid. Gennem hele forløbet har man én fast kontaktperson, så man hverken skal bekymre sig om koordinering af de forskellige fagfolk, økonomi, kommunale tilladelser eller drift og vedligeholdelse.

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen om solenergi i Danmark er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1.518 CAWI-interview med danskere i alderen 18-74 år i perioden 3.-7. marts 2017.

(Kilde: PM )