Den 4. januar træder EU’s nye kemikalielovgivning i kraft. Det betyder, at mere end 4.000 stoffer i tatoveringer og permanent makeup bliver forbudt. Den fredericianske tatovør, Jeppe Buhl, der driver Art And Tattoo, er uforstående overfor lovgivningen.

– Der er simpelthen ikke nogen faktor, der beviser noget. Det er en regel for en regels skyld. 

Sådan indleder Jeppe Buhl snakken omkring lovgivningen, der har givet ham og de øvrige tatovører en problematik, som de ikke selv kan løse. Det er nu op til producenterne at lave noget blæk, der ikke er blandt de forbudte stoffer, og med bookninger langt ind i 2022 har Jeppe Buhl fået en del opkald fra kunder, der spørger hvad det har af betydning for dem.

Jeppe kan ikke komme med et klart svar, da han ganske enkelt ikke ved det, da det er ude af hans egne hænder.

– Jeg går ud fra, at der kommer nogle nye farver, men man kunne håbe, at de trækker det tilbage, da der ikke er nogen faktor, der beviser, at det giver cancer eller andre sygdomme. Det er jo heller ikke i vores interesse at tatovører med noget, der skader vores kunder, siger han.

Jeppe Buhl henviser blandt andet til Jørgen Serup, der er overlæge på hudafdelingen på Bispebjerg Hospital, hvor der er en klinik, som tager sig særligt af komplikationer med tatoveringer.

– Der er faktum, at der i verdenslitteraturen ikke er beskrevet et eneste tilfælde, hvor tatoveringsfarve har givet cancer i hverken huden eller indre organer. Det er ren teori, siger overlægen til TV 2.

Derfor ser den fredericianske tatovør det som et angreb på branchen.

– Det er ren frustration fra vores side, konstaterer han.

Det er Jeppe Buhls håb, at tatovørerne samler sig, og laver et opråb til den EU-lovgivningen.

– Det håber jeg. Jeg er for lille til et kunne gøre noget, men man jeg håber folk der, siger Jeppe.

Hvad gør du, hvis der ikke findes en løsning med blækket?

– Det er simpelt, så kan forretningen ikke længere eksistere, siger Jeppe Buhl.

Miljøstyrelsen bakker op omkring EU-direktivet, og skriver, at der findes alternativer former for blæk. Det giver Jørgen Serup dog ikke meget for.

– Hvis du spørger dem om en liste over pigmenter, som tatovørerne kan bruge i sit sortiment og er tilstrækkeligt farvekraftige, får du ikke noget svar. Miljøstyrelsen svarer i overskrifter, men der er ikke noget substans, slutter Serup.

Skriv en kommentar