Fuglene synger, foråret er i luften og Michael Rasmussen fra Tante’s Have i Fredericia glæder sig til det store rykind i denne uge, når foråret endelig rammer Fredericia.

Turen til Tante’s Haves indehaver Michael Rasmussen, går i dag via de altid farve- og fantasifulde udstillinger, de syngende og talende papegøjer og lyden af havespringvand. Halvvejs nede i det store forretning, finder jeg Michael. Vi har lavet en aftale om at se på forårsblomster, få et bare gode råd og høre lidt om tips og trends.

Rhododendron er in, fortæller Michael Rasmussen.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

“Vi er ved at gøre klar til foråret. Stedmorblomsterne er på vej ud nu. Vi er ved at gøre klar til de spanske margueritter og lignende, men der er meget, vi ikke kan få endnu. Vi begynder dog generelt at få flere friske varer – så vi glæder os til weekenden,” fortæller Michael Rasmussen og fortsætter:

“Jeg tror, at årets forårshit bliver det spiselige i haven. Det er i centrum. Endnu engang, må jeg sige. Børnefamilierne er vilde med alt, hvad børnene kan putte i munden, som de samtidig kan dyrke selv. Det er æbler, pærer, blomster, kirsebær, tomater, peberfrugter, salater og så videre. Det er lige tidligt nok endnu at plante de produkter, men om to uger, så kører vi det forløb – og det er da fantastisk, hver gang.”

Alt det spiselig er in.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Prydhaven er på vej tilbage

“Vi så under finanskrisen, at man stoppede brat med prydhaverne, men de er på vej igen. De sidste 1-2 år er vores kunder begyndt at tænke i flotte prydhaver igen. Der skal være pænt rundt om huset igen. Fokus er meget på at få sat sit personlige fingeraftryk på haven. Man har aldrig været i tvivl om, at man skal have en sofa og et tv, men haven har været glemt indtil nu. Haven har været reduceret til en græsplæne og to forkølede frugttræer. Men det er ved at være slut nu, og det er også det fokus, vi ser i medierne. Et godt eksempel herpå, er TV2s nye program, Kamp til Hækken, som helt sikkert vil øge fokus på prydhaverne,” fortæller Michael Rasmussen.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Hvis man så planter ud nu, er der så noget man skal være særlig opmærksom på?

“Alt, hvad der kan stå i haven hele året, skal man ikke være nervøs for. Her klarer planterne også frost, men alt, hvad der hedder sommerblomster kræver stadig et skarpt fokus, og min anbefaling vil være at holde igen de næste 14 dage. Ved kolde nætter så klapper planterne simpelthen sammen, men vi har de kunder, som bare ikke kan vente med at komme igang med de flotte blomster eller planter igen. Et godt eksempel er tomatplanter, som vi allerede får en stor forespørgsel på. De kan tåle ned til plus tre grader. Går man under den temperatur, så får planterne blå blade, og stopper sin vækst, med det til følge, at der ikke bliver mange tomater i sæsonen. Det samme gælder agurker, som ikke tåler under otte grader. Så vent med de produkter til efter 1. maj.”

Krukker er in og i Tante’s Have er der et væld af muligheder.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Hvad er ellers populært?

“Terrassen er også blevet in. Her ser vi et fokus på krukker, som man kan fylde med alle typer af planter. Krydderurter, jordbær og andet spiseligt, er for eksempel populært, men naturligivs også sommerblomsterne. De sidste fem-10 år er også citrus og oliventræer blevet noget, vi tager indenfor. Men det er svært at styre i stuen, fordi vi har en lav luftfugtighed i Danmark. Det er vigtigt, at man sætter dem ud på terrassen inden længe. Det tåler de fint. Minus fem-seks grader tåler de i en kortere periode.”

Tante’s Have har fået fyldt godt op med friske flotte blomster.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreasen, Fredericia AVISEN.

Hvad forventer I i weekenden?

“Vi forventer et stort rykind nu, hvor påsken var så kold og sågar med sne. Det har været katastrofalt for branchen, men vi har dog kunnet mærke på kunderne, at de er klar til forårssolen – og det er vi også. Jeg mærker selv foråret, når jeg møder tidligt ind.  Lærken synger på markerne ved siden af. Det giver en indre ro og forårsfornemelse, som er fantastisk. Så humøret er i top og vi er klar til weekenden,” slutter Michael Rasmussen.