Forside Fredericia Tanker fra en tid hvor fællesskab og genbrug er blevet modefænomener...

Tanker fra en tid hvor fællesskab og genbrug er blevet modefænomener . . .

DEL

Tagene kigger mod himlen, mens vinduerne afspejler nysgerrige blikke som kigger ud. Jeg befinder mig i det indre København, Danmarks  populære, livfulde og indbydende hovedstad. Jeg skal ikke noget lige nu, jeg er her bare. Mit eget ståsted i forhold til der hvor jeg er, finder jeg i mit hjerte. Jeg bor dér – altså i mit hjerte, for så er jeg altid hjemme, uanset hvor jeg fysisk befinder mig. 

Mit hjem er ikke repræsenteret af møbler og planter, men af oplevelser og indre billeder. Jeg oplever, at den måde jeg har valgt at gribe livet på, er den optimale for mig, fordi med selvsamme beslutning, føler jeg mig hjemme der hvor jeg befinder mig.

Hele følelsen opstod da jeg tidligere var anset af Dansk Flygtningehjælps kommunikationsafdeling, i et projekt hvor jeg hver dag boede et nyt sted. Projektets formål var, at få landets gymnasier i tale i forhold til en af verdens daværende katastrofer. Jeg drog land og rige rundt, sov på højskoler og delte hverdagen med en ny medrejsende hver uge. 

Det var på lånt tid – altså projektet – lidt som livet vel sagtens er det!

I min tid hos DFH besluttede jeg, at jeg kunne definere mit hjerte som mit hjem, for så var det let at skulle dele 24 timer 5 af ugens dage værende konstant omgivet af mange mennesker. I weekenden holdte jeg fri, mens ekkoet rejsen resonerede, langsomt blev mildere, lige indtil søndag aften hvor jeg atter pakkede tasken og tog afsted.

Idag bor jeg både i Fredericia og København. Det gør jeg allermest fordi, jeg er gift med en dejlig mand fra København, som hver uge har arbejdsdage i Danmarks hovedstad. Derfor er både her og der, og det virker i vores optik, fantastisk. 

Vi har familie begge steder, og vi har både dage sammen, og dage hvor vi befinder os i hver sin by, men uanset, er jeg hjemme. 

Jeg er nysgerrig på livet og på mennesker, og forundrer mig i boblende positivitet over mangfoldigheden, som jeg ligeledes ønsker mig, at være en del af. Twistet mellem Provinsens “hej”-kultur, natursmukke beliggenheder og finurlige netværksopståender – i kontrast til storbyens gemte skatte og naturlige “jeg-tager-vare-på-mig-selv” kultur. Gemt i begge by-kulturer findes både fællesskab og ensomhed, det sidste en tilstand som umiddelbart udstråler sorg, når den får lys. 

Vi har nemlig brug for hinanden, tror jeg, uanset hvor stærke vi er og føler os, og måske er det derfor, at alt det som tidligere var naturligt, såsom aftensmad kl 18, liv i lokale sportsklubber, genbrug og fællesskab – er blevet modefænomener og vigtigere end nogensinde. For vi er i en tid, hvor mistillid og stress blinker som faresignaler, mens angsten for det uperfekte, kan bore sig som en pine ind i hjertet, og skubbe sig frem til pladsen hvor eventyret og drømmene synes at skulle høre til. 

“Helst ønsker man at være elsket.

I mangel derpå beundret. 

I mangel derpå frygtet.

I det mindste at være afskyet og foragtet.

Sjælen gyser for det tomme rum og ønsker kontakt for enhver pris.”

Hjalmar Söderberg 

https://www.billet.dk/order/tickets/13260481/lars-lilholt-band-buelows-kaserne-2019-07-06-19-30-00?
DEL