Abdel Aziz Mahmoud forholdt sig neutral i integrationsdebatten mens han var vært på bl.a. TV Avisen og Aftenshowet. Det gør han ikke mere! Med sin nye bog ”Hvor taler du flot dansk!” giver han et nyt og friskt bud på hvordan vi får integrationen til at virke. Torsdag den 28. april kan du møde ham på Fredericia Bibliotek.

Abdel Aziz Mahmoud fortæller om sin egen families rejse fra Libanon til et asylcenter i Holte over Merianvej i Middelfart til Lærkevej i Ølstykke. Om sin opvækst som førstegenerationsflygtning i et Danmark, der forandrede sig undervejs, og om at være sine forældres prøvekanin i det nye samfund, hvor der er en svær balance mellem at indtage den nye kultur og samtidig holde fast i sine rødder.

Siden 2014 har Abdel prøvet at sætte en dagsorden i udlændinge- og integrationsdebatten ved at bruge sig selv som eksempel i diverse debatprogrammer og på de sociale medier. Han har lige udgivet sin første bog, der har fået megen positiv omtale for en vinkel på integrationen der handler om at tænke nyt og tage integrationen tilbage i hverdagen, mellem mennesker, hvor den hører hjemme og væk fra politikernes jerngreb.
Bogens titel kommer fra Abdels Aziz Mahmouds møde med Kulturminister Bertel Haarder, der efter et radioprogram roser ham med ordene: ”Hvor taler du flot dansk”. Abdel svarede: ”Tak, og i lige måde”.

Foredraget starter kl. 19.00. Billetter koster 80 kr. og kan købes i Bibliotekets Velkomstcenter, eller på fredericiabib.dk.