”International forskning af eliteidrætten fastslår, at en af de parametre Danmark gør det godt på i den internationale konkurrence er talentudvikling. Her spiller elitekommunerne en væsentlig rolle. ” Således lød det fra Team Danmarks direktør Lone Hansen, inden hun sammen med Koldings borgmester Jørn Pedersen kunne sætte sin signatur på en ny fireårig aftale mellem Kolding Kommune og Team Danmark. Kolding er dermed fortsat Team Danmark Elitekommune, og Kolding Elite kan nu fortsætte talentarbejdet frem til 2019.

Koldings borgmester Jørn Pedersen udtrykte ligeledes stor tilfredshed med samarbejdet:
”Sporten fascinerer os og skaber sammenhold, det ser vi jo et godt eksempel på her ved VM. I Kolding Kommune har vi med vores samarbejde med Team Danmark sat fokus på talentudvikling for at bidrage til at Danmark kan hente medaljer og for at styrke vores lokale eliteidrætsmiljøer. Det kræver et langsigtet arbejde, hvor resultaterne af hvad vi gør i dag først kan måles om nogle år. ”

Underskriften blev sat i forbindelse med VM kvartfinalerne i kvindehåndbold den 16. december, hvor Koldings nye arena onsdag aften lagde gulv til to kvartfinaler. Seancen blev overværet af medlemmer af Fritids- og Idrætsudvalget, Eliteidrætsrådet og repræsentanter fra Koldings talentmiljøer. Det er 8 år siden, at Kolding Kommune indgik den første aftale med Team Danmark, og nu tages der hul på den 3. periode som elitekommune. Talentudvikling tager tid og nu nærmer tiden sig, hvor de første talenter for hvert år der går, fylder mere i idrætsbilledet.

Helhedsorienteret indsats på miljøer
De første års talentarbejde har bl.a. resulteret i eliteidrætsklasserne på Brændkjærskolen, som til januar optager et nyt kuld elever. Fødekanalen er sikret med et tæt samarbejde med det lokale akademi IKA, ligesom opkvalificering af klubmiljøer på ledelses- og trænerniveau er en konstant prioritering. Med tilknytning af eksperter inden for kost, skadesbehandling, fysisk træning og mentaltræning har klubberne, der samarbejder med Kolding Elite fået helt nye muligheder at trække på.

Fokus på samme idrætsgrene
I Kolding Kommune vil der i stil med de seneste 4 år blive satset på badminton, bowling, håndbold og pigefodbold, mens der stadig er plads til at samarbejde med en række andre lokale talentmiljøer med et godt udviklingspotentiale. I de næste fire år bliver der fokus på samarbejdet med specialforbund og fortsat opkvalificering af trænerressourcer og talentmiljøerne.