Det, der startede som rod i regnemodeller, endte med at koste en ellers skattet medarbejder i Fredericia Kommune jobbet. John Nyborg var indtil 1. april leder af dagtilbud i Fredericia Kommune, men den stilling skulle han ikke fortsætte i, mente politikere i økonomiudvalget.

Der var store problemer med det matematiske grundlag bag taksterne til de private dagtilbud. Det kom frem, da byrådet i 2021 skulle behandle en sag om netop taksterne, hvor flere private dagtilbud var meget undrende. Derfor startede en proces med at regne efter – og kommunen lagde sig fladt ned: Der var fejl i taksterne.

Det lyder som en historie, der kunne være sluttet her. Fejl sker – og der har været udskiftning i staben i forvaltningen, hvor de der har udarbejdet regnemodellen ikke længere var en del af forvaltningen. Det er i bund og grund fair nok. Ikke alt kan være fejlfrit.

Men når der fortsat er noget, der hedder ”takstsagen”, så er det, fordi den tog en helt anden og noget mere voldsom drejning. Det tog en drejning, hvor vi et halvt år efter stadig ikke kender til alle detaljer. Det startede med fejl i regnemodeller til at handle om forældrebetaling. Og til sidst endte det med en personalesag.

Politisk opmærksomhed

Det har været en sag, der fra starten har haft politisk opmærksomhed. Venstres gruppeformand, Pernelle Jensen, har været meget engageret i sagen, en sag hvor hun bad om sagsindsigt – en særlig ret politikere har til indsigt i kommunale sager. Hun har fået op til flere redegørelser i sagen, og netop disse redegørelser har været genstand for yderligere forundring i sagen.

Foto: AVISEN

Af den første redegørelse, der siden skulle vise sig at være mangelfuld, fremgik det, at ledelsen i dagtilbud allerede tidligt i forløbet kendte til de voldsomme stigninger i forældrebetalingen. Det fik Pernelle Jensen til, i et interview med Danske Digitale Medier d. 21. december 2021, at sige følgende:

– Redegørelsen siger ikke noget om, hvorvidt John Nyborg har orienteret sin egen gruppe. Men taksterne er et vigtigt område for Venstre. Det har vi haft med til de sidste to budgetforhandlinger. Det lykkedes ikke med forældrebetalingen. Derfor er det påfaldende, at man konstaterer, at forældrebetalingen stiger, men ingen siger noget. Sagen bliver tilbageholdt og oplysningerne kommer ikke frem til de andre politiske partier, der har kæmpet for dette.

Dengang blev hun direkte adspurgt, om hun tror, at John Nyborg havde tilbageholdt oplysningerne. Til det var svaret følgende:

– Vi har jo kørt valgkamp på at forældrebetalingen skulle ned og normeringerne skulle op. Det har vi haft med til to budgetforhandlinger og i vores valgprogram. Det er meget mærkeligt, at man sidder på oplysningen om en stigning fra september til to dage efter valget, sagde Pernelle Jensen i december.

Den påstand, der fremføres af Pernelle Jensen, afviste gruppeformand for Socialdemokratiet, Søren Larsen, blankt.

– Det er vigtigt at skille de to ting ad. John har et arbejde på kommunen. De to ting skal man passe på med at blande sammen. Vi er meget opmærksomme på denne problemstilling. Vi har ikke kendt noget til den stigning, sagde Søren Larsen i et interview samme dag.

Næstformand for Børne- og Skoleudvalget, både i denne og den sidste periode, Cecilie Roed Schultz, sagde således, i et interview d. 26. december 2021:

– Jeg oplever generelt, at han er god til at holde tingene adskilt. Men jeg skal ikke kunne sige, om han er gået videre med det eller ej. Men jeg tror det faktisk ikke, for han er god til at holde tingene adskilt, sagde Cecilie Roed Schultz.

Fortsat stor opmærksomhed fik Nyborg til at stå frem

I begyndelsen af denne sag forsøgte Danske Digitale Medier at få Fredericia Kommunes forvaltning i tale omkring sagen. Kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal forholdt sig til nogle af spørgsmålene, men så snart det blev teknisk, havde hun ikke forudsætningerne for at svare – og henviste til Mette Heidemann, direktør for Børn, Unge og Kultur i Fredericia Kommune. Udfordringen er bare den, at Heidemann ikke var ansat på tidspunktet for behandlingen af taksterne – og derfor har hun heller ikke forudsætningerne for at udtale sig. Men når man spurgte til om ikke John Nyborg kunne udtale sig – for han kendte jo til teknikken, så var svaret, at det alene var Mette Heidemann, der ønskede at udtale sig.

Tre uger efter de første udfordringer kom frem, var Pernelle Jensen atter ude med kritik. Denne gang handler det om et opjusteret børnetal, der for udefrakommende ser noget spøjst ud. Hun forlangte derfor en redegørelse om netop dette.

I samme ombæring forsøgte Danske Digitale Medier atter at få Fredericia Kommune i tale, men ingen havde forudsætningerne for at forklare dette – udover John Nyborg. Selvom han gentagende gange har afvist at udtale sig, så stillede han d. 30. januar op til interview.

Arkivfoto: John Nyborg

Han følte et behov for, at afkræfte nogle af de påstande, der har været imod ham fra politiske kollegaer. Selvom han ikke særligt mange gange har været nævnt ved navn, så er det svært at forstå som andet end en direkte påstand mod ham.

– Jeg har ikke blandet kasketterne. Det er jeg meget bevidst om. Af alt det der er fremsendt til jer, er der ikke noget, jeg kan ikke belastes af. Det er jeg sikker på, sagde John Nyborg i slutningen af januar.

– Jeg har rent politisk ikke et ønske om at holde noget tilbage. Jeg har ikke tilbageholdt oplysninger eller noget. Det fordrer på ingen måde et samarbejde, som jeg er meget afhængig af i mit politiske virke. Jeg kan godt forstå, at nogen kan synes, det er svært at skille ad, men det har jeg altid gjort. Jeg udtaler mig aldrig om børne- og ungeområdet, jeg driver slet ikke politik på det område. Det er et meget bevidst valg, forklarede John Nyborg d. 30. januar.

– Jeg kan godt forstå nogen stiller spørgsmålstegn ved timingen og tidspunktet. Jeg ville som politiker også gerne have haft tallene frem noget før. Men desværre tror jeg også, at der er tale om politisk spin. Man vil gerne gøre en til mistænkt, der er både embedsmand og politiker. Det vil jeg gerne tage afstand fra. Det her er politisk spin, fordi Venstre har tabt et valg. Jeg synes, vi skal respektere hinanden og ikke mistænke andre for at gøre noget fordækt. Jeg synes, det her er at misbruge den magt, det er at være politiker, siger John Nyborg – og understregede, at det var i hans rolle som byrådsmedlem, han tog den afstand.

Af en aktindsigt givet til Danske Digitale Medier fremgår det tydeligt af den interne kommunikation i forvaltningen, at John Nyborg har orienteret lederne over ham omkring alle detaljer i sagen. Det er ikke normal praksis, at en leder på det niveau, John Nyborg var på, skulle orientere politikerne, men derimod er der lederne over ham – og de har altså fået de nødvendige informationer. John Nyborg har ikke undladt at orientere, som han skulle.

Økonomiudvalget diskuterede sagen

I denne artikel udtalte John Nyborg sig indledningsvist som byrådsmedlem – hvor han senere i samme artikel udtalte sig som embedsmand. Der var en meget klar forklaring af, hvornår han udtalte sig som det ene og som det andet. Som embedsmand udtalte han sig alene om tekniske detaljer – de tekniske detaljer som ingen andre i Fredericia Kommune havde ønsket at udtale sig omkring.

Men det skulle vise sig at være katastrofalt. Ikke fordi der juridisk er noget som helst forkert – og det afspejler han fratrædelsesaftale også. Men det endte med at koste ham jobbet som leder af dagtilbud.

Under en uge senere lød det således fra Pernelle Jensen, i et nyt interview:

– Jeg har læst artiklen med John Nyborg. Det er lidt svært at finde ud af, hvornår han udtaler sig som embedsmand og politiker, men det beviser bare, at det ikke er hensigtsmæssigt med dobbeltkasketter.

En uge efter artiklens udgivelse, d. 7. februar, var der møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget. Det blev et skæbnesvangert møde for John Nyborg, der ikke selv har plads i det mest magtfulde udvalg under Fredericia Byråd. Her sidder Steen Wrist (A), Søren Larsen (A), Christian Bro (A), Ole Steen Hansen (A), Tommy Rachlitz Nielsen (C), Pernelle Jensen (V), Peder Tind (V), Susanne Eilersen (O) og Cecilie Roed Schultz (Ø).

Der var ikke et punkt på dagsordenen, der omhandlede John Nyborg eller takstsagen, hvorfor det kan forekomme undrende, at det af flere kilder er blevet bekræftet, at de diskuterede netop denne sag. Konklusionen på denne diskussion taler vist for sig selv, for John Nyborg har fratrådt sin stilling.

Det er ikke normal praksis, at et økonomiudvalg tager stilling til sager der vedrører en embedsmand på det niveau John Nyborg var. Deres ansvar ligger hos ledere på et højere niveau end dette. Men når de alligevel har diskuteret det, kan det være svært at tolke John Nyborgs pludselige stop i Fredericia Kommune som værende en politisk fyring. Det er blevet bekræftet, at økonomiudvalget har diskuteret sagen, ligesom det er bekræftet, at der her blev ytret en skarp kritik af John Nyborg.

Hjemsendt – og fyret

I starten af marts gik der rygter på, at John Nyborg var blevet hjemsendt. Denne information kunne ikke bekræftes, men hovedpersonen selv, John Nyborg, ønskede ikke at udtale sig. Det kræver ikke meget journalistisk erfaring at vide, at dette svar betyder, at der er noget om snakken. Direktør for Børn, Unge og Kultur, Mette Heidemann, ønskede ikke at kommentere på personalesager, men hun afviste, at John Nyborg var blevet afskediget.

Dette er også den skinbarlige sandhed, for der er ikke sket en formel fyring af John Nyborg. Men der er indgået en gensidig fratrædelsesaftale, en aftale som John Nyborg ikke selv havde troet, at han skulle ende med at indgå. Han har fået bekræftet af flere jurister, at han intet har gjort forkert.

Derfor kan den gensidige fratrædelsesaftale med fordel ses som en fyring, hvor John Nyborg ikke ønsker at trække den i langdrag. Fredericia Kommune har ikke tidligere haft problemer med at fyre medarbejdere – og slet ikke hvis der er begået fejl, men en gensidig fratrædelsesaftale kan uden problemer som forståes som en erkendelse af, at der er begået fejl i kommunens håndtering af den politisk bestilte fyring.

Nyborg på bagkant: Der gik politik i den

Fra d. 1. april 2022 var John Nyborg arbejdsløs og ikke længere end del af den arbejdsplads, som han ellers har nydt at være en del af i 15 år. Det ærgrer ham, fortæller han i et længere interview med Danske Digitale Medier. Især ærgrer det ham, fordi han intet har gjort forkert.

– Der er ikke noget at skjule, for der er ikke gjort noget forkert. Medarbejderne i forvaltningen har gjort som de skulle. De har lagt de ting frem de skulle på de rigtige tidspunkter. Der har ikke været noget hemmeligt, intet er glemt eller gemt, fortæller John Nyborg og fortsætter:

– Jeg blev en del af det, fordi jeg var leder af dagtilbud på det tidspunkt. Jeg har ikke haft en interesse i at gøre noget forkert. Det er som vi plejer at gøre det. Der sker så det, at der er nogen, der mener, at det bliver gemt. Der kan jeg sige, at det er ikke det, der er sket.

Aktindsigterne viser klart, at John Nyborg har orienteret som han skulle, så det på intet tidspunkt var ham der tilbageholdt oplysninger.

– Man kan se, at jeg har gjort det jeg skulle. Jeg har sagt det én gang i et interview, at det er blevet lagt frem for de chefer, der skulle vide det. Men det har ikke ændret noget. Tværtimod har man kørt videre og sagt, at noget bevidst er blevet gemt til efter valget. Til det kan jeg kun sige, at det ikke er det der er sket, forklarer Nyborg og fortsætter:

– Men det kan man selv læse sig frem til. Tingene var klar – og det er ikke en niveau 3 leder, der kan sige, at det ikke skal frem. Det er på et højere niveau. Andre var fortsat ikke enige i det, kunne vi forstå undervejs. Så kom der det med dobbeltkasketter, der nok gør, at jeg sidder her i dag.

John Nyborg er overbevist om, at det er en politisk beslutning at han skulle ende sine dage som ansat i Fredericia Kommune.

– Det er svært, når man selv er part, for så føler man måske sin ære for nær. Men jeg synes, at der har været meget direkte tale her. Det er klart, at jeg blev vidende om det, at det har været på ØK (økonomiudvalget, red.) et par dage efter. Når en niveau 3 leder får at vide, at det er på ØK – uden at man kan læse det nogen steder og uden at få at vide, hvad det drejer sig om, så bliver man en smule presset, siger John Nyborg og fortsætter:

– Det er klart, at hvis man får en opfattelse af, når man bliver orienteret omkring det, at her er mistillid til det arbejde man udfører, så bliver man presset.

Det politiske liv for John Nyborg fortsætter. Han er ikke blevet fjernet fra den stilling – for det er borgernes mandat. Men det er mærkeligt for Nyborg, at han nu fortsat skal arbejde tæt sammen med dem, der kostede ham jobbet.

– Det bedste ord er bizart. For det er det med at skille kasketterne ad. På den ene side var jeg leder af dagtilbud, velvidende at der kørte en masse omkring mig, som jeg ikke selv kunne styre. På den anden side skulle jeg være politiker med mange andre sager, siger John Nyborg.

Der er indgået en gensidig aftale, der betyder, at ingen formelt kan laste hinanden for noget, forklarer John Nyborg.

– Der er en gensidig aftale. Vi kan ikke laste hinanden for noget. Jeg har ikke gjort noget forkert. Vi har lavet en aftale på en gensidig fratrædelse. Det er klart, at jeg er sendt ud et sted, hvor jeg ikke helt kunne bunde, siger John Nyborg og fortsætter:

– Det er åbenbart en del af det game at være politiker, i Fredericia i hvert fald, at så må man sluge den. Mine kollegaer og samarbejdspartnere har fuldstændig bakket mig op og kan ikke forså logikken i det her. Der er måske heller ikke nogen logik. Når der går politik i den, så siges det, at så forsvinder logikken.

– Så det er en påstand fra min side, at der er gået politik i den. Det har i hvert fald influeret den beslutning. Jeg har været vidende om, at ØK har nævnt mig og min stilling. Så bliver man beklikket på ens ære. Der bliver man et eller andet sted nødt til at overveje fremtiden, siger John Nyborg.

Hele interviewet med John Nyborg kan ses på AVISEN.nu.

Hvad sker der nu?

Nu står sagen det sted, at John Nyborg ikke længere er leder af dagtilbud. Danske Digitale Medier arbejder fortsat på at afdække sagen, for der er flere oplysninger, der endnu ikke er blevet udleveret, som kan fortælle mere om, hvilke embedsfolk der har truffet den beslutning om at tilbageholde oplysninger. Det er en beslutning som John Nyborg uretmæssigt blev skudt i skoene, men som aktindsigterne frikendte ham for.

Sagen er langt fra slut. Takstsagen, der startede som matematiske fejl, har taget fart.