Det der bliver kendt som ”Takstsagen”, hvor kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal havde godkendt, at man kørte med forkerte beregninger, hvilket senere kostede John Nyborg jobbet som leder af dagtilbuddet i Fredericia, har nu fundet sin afslutning. I alt otte millioner kroner skal betales tilbage til forældrene i Fredericia Kommune.

Det glæder Pernelle Jensen, at der nu er fundet en afslutning på sagen om taksterne på daginstitutionsområdet i Fredericia, hvor hun og Venstre via en sagsindsigt, efter henvendelser fra flere private institutioner og forældre, fandt ud af, at tallene ikke stemte.

– Jeg er glad for, at vi er nået hertil i dag, hvor vi har en retvisende model for udregning af takster til forældrene og for udregning af takster til private institutioner. Man har erkendt, at den model vi havde, kunne vi ikke bruge eller fundet ud af, hvordan den er sammensat, hvorfor den er forkastet, og der er lavet en ny model. Den nye model viser, at der er forældre, der har betalt for meget, samt at kommunen har udbetalt for lidt til private institutioner, siger Pernelle Jensen og tilføjer:

– For 2022 er der tale om sammenlagt otte millioner kroner, som vi selvfølgelig skal betale tilbage til de forældre, der har betalt for meget og til de institutioner, der har fået for lidt i tilskud. Det er kun for 2022, nu går vi tilbage i tiden for at se, hvordan de andre år er beregnet. For Venstre er det vigtigt, at vi går så langt tilbage som muligt, så vi kan sikre os, at der ikke længere er fejl, fordi vi skal selvfølgelig betale tilbage til de forældre, der har betalt for meget og de private institutioner, der har fået for lidt, skal have de midler de er berettiget til.

Pernelle Jensen oplyser, at beregningerne viser, at der er tale om i alt 324 kroner pr måned i 2022 for en fuldtidsplads i en kommunal vuggestue. Det beløb er i alt betalt syv gange, idet juli er betalingsfri for forældrene. De private institutioner får tilskud pr. barn pr. år, og det vil i alt svare til 12.793 kroner for et vuggestuebarn og i alt 9.487 kroner for et børnehavebarn.

Pernelle Jensen har undret sig

– Jeg har undret mig over forældrebetalingen, der var meget høj i forhold til andre kommuner, hvorfor jeg løbende har spurgt, hvorfor den var så høj, men fået en forklaring om, at der var fordi, vi havde minimumsnormeringer. Det kunne jeg ikke få til passe, hvorfor vi rejste spørgsmålet af flere omgange i de forskellige budgetforhandlinger. Vi stemte imod budgettet og vi stemte imod taksterne, og da de havde været igennem byrådet, fik jeg henvendelser fra private institutioner, der fandt deres tilskud for alt lille. En sagsindsigt viste, at der var noget at komme efter. Heldigvis er vi der nu, hvor vi har en retvisende model, taksterne er i orden og forældrene betaler det rigtige beløb og de private institutioner får det beløb, de skal have.

Fakta

Det er og var ikke lederen af dagtilbuddet i Fredericia Kommune, der beregnede taksterne, men Budget og Analyse.

Læs også