Danmarks største portal for take away, Just Eat, har netop gjort sommermånederne op, og det er ikke til at tage fejl: det har været den bedste take away-sommer nogensinde. Data fra juni, juli og august på alt mad bragt ud i hele landet, viser en stigning på hele 11 procent i 2017 sammenlignet med 2016.

Just Eat har over sommeren leveret mere end 3.000.000 måltider fra Skagen til Rødby, og efter den mest solfattige sommer i 17 år i Danmark, har take away-selskabet taget et kig på tallene fra de tre sommermåneder. Og selvom mange danskere har klaget over det manglende sommervejr, er der altså nogen, der oplever en positiv sidegevinst

– Der er ingen tvivl om, at vejret har en effekt på antallet af bestillinger og leveringer hos os, men jeg skal være den første til at sige, at jeg nu også ønsker mig masser af sol om sommeren. Vi kan se en stor stigning på 11 procent alene sammenlignet med 2016, som også var steget betragteligt i forhold til 2015. Men det er ikke kun vejret, der tæller. Stigningen handler også om, at take away er modnet hos den danske forbruger. Det bredere udvalg af blandt andet sundere retter, børneportioner og i det hele taget det faktum, at take away er blevet dagligdagsmad, gør, at vi oplever denne store stigning. Det har været en travl sommer, desværre uden ret meget sol, men vi glæder os over at kunne hjælpe vores mere end 2.100 restauranter, siger Carsten Boldt, adm. direktør i Just Eat.

Take away er en stigende trend blandt danskerne, og det ses også tydeligt på bredden af de køkkener, som danskerne bestiller mad hjem fra. Efter burgeren og pizzaen har sushi gennem mange år været blandt de retter, der vægter højst, og nu ser man flere og flere eksotiske køkkener som fx det indiske, det marokkanske og det libanesiske hitte på de danske køkkenborde.

Take away markedet generelt i hele landet (online og offline) vækster 3 procent år for år. Restauranterne på Just Eat er steget næsten fire gange så meget.


Stigning i bestillinger kommer også af brugervenlighed

Ud over 11 procent stigning i bestillinger fra sommeren 2016 sammenlignet med sommeren 2017, viser de helt nye tal også, at Just Eat har en stigning på 24 procent i reaktiverede kunder fra 2016 til 2017. Det er interessant, fordi det tal henviser til kunder, der ikke har handlet på portalen i over et år, og så er begyndt på det igen. Forklaringen er ganske simpel.

– Det er ret vildt, at danskere, som ikke har handlet hos os de seneste 365 dage, igen bruger tommelfingeren til at få mad på bordet. Forklaringen er blandt andet, at vi har arbejdet hårdt på brugervenligheden af vores app, samtidig med at danskerne oplever en mere og mere travl hverdag, hvor de har brug for alt den hjælp de kan få, for at få tingene til at hænge sammen. Vi har skabt et inspirationsunivers, der gør det nemt for danskerne at få lækker aftensmad på bordet med få klik, og det bliver vi nu belønnet for, slutter Carsten Boldt.