Forside Danmark Tak, pokalromantikken lever stadig

Tak, pokalromantikken lever stadig

DEL

En kedelig tendens i dansk fodbold har været, at når en mindre dansk klub fra 2. division og ned efter har mødt et storhold fra Superligaen, har man flyttet kampen. Det ødelægger romantikken, og en vigtig essens i pokalturneringen, men heldigvis er det ikke sådan alle steder og tak for det.

Det seneste eksempel på, at en mindre klub flyttede kampen fra deres hjemmebane var i den seneste runde af Sydbank Pokalen, hvor Aarhus Fremad – AGF var blevet flyttet fra Riisvangen til det store Ceres Park, hvor AGF har hjemmebane.

Igennem de senere år har det været en kedelig tendens, at det har været tilfældet. Selvfølgelig skal sikkerheden være i top og alt det der, men bild mig ikke ind, at AGF-fans har tænkt sig at lave ballade mod lille Aarhus Fremad. Hvad der skulle have været en hyggelig aften i Riisvangen, blev nu flyttet ind til et gabende tomt Ceres Park. Det er en synd og skam, når det sker. Den lille klub får ikke lov at vise deres stadion frem til den største kamp i sæsonen. Udover det. er der den kommercielle hurdle, at Aarhus Fremad formentlig har lejet sig ind på Ceres Park, der uomtvisteligt er dyrere i leje end Riisvangen Stadion.

Med det i betragtning blev jeg virkelig glad, da jeg læste, at kampen i Sydbank Pokalens fjerde runde mellem Marienlyst og Brøndby afvikles på Marienlystcentret, og ikke på enten Odense Stadion eller Brøndby Stadion. For år tilbage, da de to hold mødtes, blev opgøret flyttet til netop Brøndby Stadion, og det ødelægger en for mig essentiel del af pokalturneringen. Som fan og fodboldromantikker er det en fed oplevelse at komme ud på stadions, som man normalt ikke oplever, og man får også sat et “hak” ud for et nyt stadion på den personlige liste. Det er sådanne opgør, som man snakker om hos både den arrangerende klub, men også hos den gæstende klub, da det i langt de fleste tilfælde har vist sig at være en speciel oplevelse, som man ser tilbage på med glæde.

Derfor skal der lyde en tak for, at den slags pokalromantik stadig findes, selvom det hele bliver mere og mere kommercielt med, at der skal kunne produceres tv fra stadionet, og man skal være 110 % sikker på, at sikkerheden er i top. Det endda i en tid, hvor der er faktuelle tal der viser, at der er rekord få antal anholdte i forbindelse med fodboldkampe i Danmark.

Jeg håber, at man fortsat fremadrettet får afviklet disse pokalkampe på det lille, romantiske stadion. Det er i pokalturneringens ånd.

-PVA-

https://www.facebook.com/mrhoejer/