Traditionen tro ifører Jacob Haugaard sig sine Las Vegas-inspirerede jakkesæt, når Grøn Koncert igen i år løber af stablen i Seest. Men det er ikke den eneste tradition, der atter finder sted. TAXA 4×35 Kolding har nemlig igen i år valgt at køre koncertgængere til den grønne koncertplads, hvor navne som Rasmus Seebach og L.O.C. optræder for en flad 20’er per person. Eneste krav er, at taxaen fyldes helt op.

”Vi har nu haft dette tilbud de sidste 6 år, og det er blevet taget fantastisk godt imod, så selvfølgelig fortsætter vi. De mange feststemte koncertgængere kommer fra banegården til koncertpladsen i Seest hurtigt og billigt, og vi vil gerne være med til at bidrage til den gode stemning og forhåbentligt sørge for, at alle kommer hurtigt og sikkert til og fra festen. Vi har indsat en masse vogne og forventer, at mange vil benytte sig af tilbudet,” siger Michael Dencker, driftschef hos TAXA 4×35 Kolding.