Har du lyst til at se det spændende og mangfoldige liv, som findes lige under vandoverfladen, så skal du møde op ved Kongebro Havn i Middelfart den 31. juli. Her vil vi nemlig tage dig med på en tur på snorkelstien, så du selv kan se dyrelivet, der lever her tæt på kysten.

Sådan lyder opfordringen fra projekt Blå Oplevelsers projektleder og havbiolog, Søren Larsen, der på denne dag vil guide alle interesserede gennem snorkelstien og alle de oplevelser, man kan få i det våde element på disse kanter.

– Der gemmer sig en spændende verden lige under overfladen ved Kongebro Havn, hvor fladfisk, tangnål, ulk og søstjerner og mange andre arter trives. Og har man øjnene med sig, så åbner der sig en interessant verden. Det kan være en fisk, der er flyttet ind i de hullede sten på stien. Eller fisk og andre dyr, der gemmer sig bag ved det lille vrag, lyder det fra Søren Larsen.

Flere oplevelser i den blå natur

Det er Danske Tursejlere, der står bag projekt Blå Oplevelser. Målet med projektet er at få flere til at tage del i aktiviteter i naturen langs vores kyster og fjorde. I løbet af de næste par år vil projektet i ord og billeder give alle, der færdes i det fri, en lærerig information om naturen og kulturen i de kystnære områder.

Prøv at snorkle sammen med Blå Oplevelser

Der er masser af sjove oplevelser i vente på snorkelturen, lover Søren Larsen. Det er gratis og man skal sådan set bare møde op. Dagen igennem vil han fortælle om, hvad vi kan opleve i naturen, hvis vi har øjnene med os. Og han vil blandt andet fortælle om de fisk, dyr og planter, der er på snorkelstien og i Lillebælt.

– Vi har alt, hvad du skal bruge af våddragt og snorkeludstyr, så du skal bare huske badetøj, håndklæde og godt humør. Vi har dragter ned til str. ca. 10 år, men alle er velkomne evt. med egen dragt eller badetøj. Vi laver en samlet introduktion til udstyr og teknik, så alle er trygge, inden vi bevæger os ud langs stien. På stien tager vi den med ro og bruger god tid på at lede efter dyrene. Snorkelstien er for begyndere og øvede, og man er i sikre omgivelser. Snorkler du ikke, vil der være fremvisning og historier om de indfangede dyr, fortæller Søren Larsen.

Snorkelturen starter kl. 10:00, og det hele varer ca. 2 timer. Adresse på snorkelstien er; Kongebrovej 68, Middelfart

Projekt Blå Oplevelser er støttet med 1,5 mio. kr. af Nordea-fonden samt af Friluftsrådet og Danske Tursejlere, der hver støtter med 0,5 mio. kr.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer