FHK havde fredag sidste træning inden kampen mod Team Sydhavsøerne, hvor der blev gået til vaflerne.

Tændingen var stor til fredagens træning i thansen.dk Arena. Det var tydeligt at mærke på spillerne, at kampen mod Team Sydhavsøerne er vigtig.

Træningen sluttede af med en slags pep-talk fra assistenttræner Ole Damgaard, der fortalte om vigtigheden af kampen og hvor vigtigt det var at få ladet rigtigt op inden afgangen til Maribo.

Undervejs i løbet af træningen var Damgaard konstant dirigerende med spillerne sammen med cheftræner Jesper Houmark. Begge trænere gav løbende sparring til særligt de yngre spillere, som fik gode råd med på vejen i forhold til morgendagens kamp mod Team Sydhavsøerne.

“Der venter en opgave, hvor vi skal møde TSØ, som spiller første kamp i 2018, udover en pokalkamp. Vi er på tredje kamp, så vi håber, at det er en fordel for os. Der er sket det for os, at vi har fået rigtig godt gang i stængerne i de første par kampe og skal lægge et godt tryk dem, da de spiller noget smallere end os,” siger Jesper Houmark til Fredericia Avisen.

Team Sydhavsøerne Martin Vilstrup bombede løs mod FHK i det første indbyrdes opgør i sæsonen. Vilstrup noterede sig for ni scoringer, og FHK har da også haft fokus på ham.

“Vores plan er, at han skal score færre end ni mål, og det skal vi prøve at løse med de våben, som vi har. Vi synes egentlig, at vi har stået rigtig godt i forsvaret i de seneste par kampe og har også alternativer, som vi kan tage i brug,” fortæller Houmark.

I forhold til det første opgør har rutinerede Jakob Green indstillet karrieren, og det har ændret TSØs spil.

“De har fået Kristian Vukman som playmaker, der er ung og har gjort det rigtig flot med syv og otte mål mod Odder og Skive. Han har løftet arven flot efter Green, men Green har været ond mod os tidligere, så vi håber, at det er en fordel for os,” forklarer Jesper Houmark, der kan se frem til stor opbakning på lægterne fra 35 medrejsende fans.

“Det er altid dejligt med en masse tilskuere på lægterne, og jeg tror også, at der kommer lidt larm fra Sydhavsøernes fans. Det er de eneste, der kan konkurrere med Ultras i 1. division, så der bliver knald på, og så er det fedt, at vi har mange med, der holder med os,” lyder ordene fra FHK-træneren.