Sygefraværet indenfor ældreplejen i Fredericia er steget markant, som det også fremgår af Fredericia Dagblad den 24. juli 2022. Og når de nyeste tal fra FOA samtidig viser, at ansatte i ældreplejen i gennemsnit bruger 50 min om dagen på at dokumentere, så er det himmelråbende tal, vi også skal tage politisk ansvar for. Det høje sygefravær og overdreven dokumentation og kontrol er helt uacceptabelt, og kan kun føre til et forringet arbejdsmiljø.

Der skal dokumenteres, når der er tale om noget usædvanligt, og ikke når der er tale om basale ting i dagligdagen. Og så skal vi fra politisk side være mere opmærksomme på, hvordan politiske beslutninger kan medføre nye krav, hvor medarbejdere og ledere bruger tid på dokumentation fremfor tid sammen med borgerne.

Selvom der kan være mange grunde til et højt sygefravær, så er det vigtigt, at vi fra politisk side tager ansvar og fjerner de unødige krav om dokumentation og kontrol, så de ansatte har de bedste vilkår for at bruge tiden sammen med borgerne. Samtidig skal vi investere i tilliden til systemet både fra borgere og pårørende, og det gør vi også ved at fjerne overflødig dokumentation og kontrol.

Det er glædeligt at se, at også andre partier er optaget af sygefravær og trivsel indenfor ældreplejen, men jeg savner i den grad et fokus på, hvordan vi tager et politisk ansvar for forbedringer indenfor området. Ligesom de øvrige partier er Det Konservative også interesseret i dialog med medarbejdere, ledere, borgere og pårørende indenfor området, for at vi kan finde de bedst mulige løsninger.

Mens vi venter på temperaturmålingen, vil Det Konservative allerede nu iværksætte handling. For uanset, hvad resultatet bliver af målingen, mener vi, at det er nødvendigt at reagere både på det høje sygefravær og de generelle tal fra FOA.
Derfor har Det Konservative bedt forvaltningen om at undersøge, hvilke former for dokumentation, tilsyn og kontrol, der er fastsat i loven, og hvad der er besluttet lokalt i Fredericia Kommune, og som vi dermed lettere kan beslutte at skille os af med.

Samtidig vil vi have undersøgt, hvor mange klager der har været på ældreområdet det seneste år, og hvad klagerne generelt omhandler. Dette for at få et overblik over, hvorvidt det handler om sagsbehandling eller service.

Målet er helt naturligt at sikre mere tid til borgerne, give tid og frihed til at medarbejderne kan bruge tid på kerneopgaven, og at lederne får tid og frihed til ledelse.