Baggården mellem Urbania Streetfood og Tøjhuset i Fredericia skinner af sol og lykke. Sydens sol har ramt Danmark, og vi skal spise frokost i rammerne, der prydes af glade studenter. En køfte, søde fritter og fire madder skal prøvesmages.

Klokken er 13.00, og det er frokosttid i Danmark, for nogen er 13.00 en sen frokost, for AVISENS redaktion er frokoststidspunktet flydende, og da vi alle har været på forskellige opgaver, er det med glæde, at vi endelig kan samles til en avisopdatering, kollegial samvær og lækker mad.

Otto’s køfte smager dejlig. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Sportsredaktøren og kulturredaktøren får en køfte fra Otto’s Anatolian Food og hertil søde fritter. Redaktionssekretæren og chefredaktøren to kartoffelmadder, en laksemad og en æg med rejer-mad fra nuvél.

Imens sportsredaktøren sætter sig til rette i møblerne, og finder skygge til at tage sin computer frem, kaster chefredaktøren sig i de hynder, der kærligt er placeret på de rustikke pallemøbler.

Sportsredaktøren er en glad mand, da hans køfte ankommer. “Den ser god ud,” siger han. Han går sig straks i krig med den store køfte. “Den er god og stærk. Sydens sol, Alanya, ja, den har det hele. Den er perfekt krydret til den stærke side måske, men jeg er glad, og sammen med de søde fritter er synergien perfekt.”

For kulturredaktøren var det et glædelig gensyn med det osmanniske køkken. Efter at have rynket på næsen over sportsredaktørens kommentar om Alanya, siger han:

“Jeg kan nærmest dufte krydderierne fra bazaren. Man kan sammenligne den tyrkiske køfte med en slags mors frikadeller. Og denne køfte smager bestemt som en tyrkisk mors frikadeller. Så er der vist ikke mere at sige om det. De søde fritter er ikke normalt min smag, men akkompagneret af bazarens mysterier formår jeg at tømme hele min tallerken. Det smagte kort sagt godt.”

Redaktionssekretæren er modig i dag. Hun bryder sig normalt ikke om røget laks, dild og rygeost, men det er, hvad hun har bestilt: “Hvis jeg ikke kan lide det, så må du spise det, siger hun med et smil.” Det viser sig at være en succes:

“Det smager virkelig dejligt, og se lige hvor flot, det er anrettet. Laksen er semikold, ikke for røget og simpelthen frisk. Rygeosten er let og fuld af smagsvariationer, der sammen med dilden, som jeg normalt heller ikke kan lide, passer perfekt. Kombinationen er virkelig god.”

Og så til min menu. Æg med rejer-maden er god. Jeg drysser med salt og peber oven på den flotte brøndkarse, der i harmoni med solrød cherrytomat pynter de pragtfulde rejer sammen med mayonnaise. Ægget er også lækkert. Det er kogt perfekt. Til en æg med rejer-mad må ægget ikke være for kogt, og rejerne ikke for vandet. Her matcher de hinanden, så man kun kan blive glad. Og så til brødet. Et lækkert og letbagt rugbrød, der har konsistens som en blanding mellem franskbrød og rugbrød og en dejlig smag, og så skærer man let igennem brødet og maden. Nam.

Kartoffelmaden fortæller også en god historie. Man kan skære kartofler til en kartoffelmad på mange måder, men her den enkelt. Vores kok har skåret 4 mm tykke kartoffelskiver, pyntet madden med brøndkarse, radiser og det frække krydderi: bacontern. Sammensætningen er igen god og virkelig sommerlig.

Lækre iskolde smoothies. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Vi har drukket to colaer og to friske smoothies til. Begge dele matcher både sommer, baggårdsstemning og Urbania Streetfood. Sydens sol ligger i dag i Gothersgade Syd. Tak for mad.

https://www.billet.dk/order/tickets/13260481/lars-lilholt-band-buelows-kaserne-2019-07-06-19-30-00?