Sydbank offentliggør i dag resultaterne for første kvartal 2020. Det er 14 dage før det fulde regnskab, der kommer den 29. april.

Resultaterne for første kvartal er præget af tre retninger.

* Basisindtjeningen stiger med 7 pct. i forhold til første kvartal 2019 til 960 mio. kr. 

* Basisomkostningerne er uændrede i forhold til første kvartal 2019 på 718 mio. kr. 

* Effekterne af coronavirus påvirker handelsindtjeningen og beholdningsresultatet samt nedskrivningerne negativt med i alt 243 mio. kr.  i forhold til første kvartal  2019. 

Om resultatet siger administrerende direktør Karen Frøsig:

– Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle være stolt af et kvartalsresultat på 70 mio. kr. , men det er jeg. Resultatet for første kvartal er på mange måder et ualmindelig resultat i en ualmindelig tid, hvor en lumsk og farlige virus har givet os en lumsk og uforudsigelig økonomi, med store forskydninger i det finansielle miljø, siger administrerende direktør Karen Frøsig.

Filialdirektør Lars Jensen Sydbank i Fredericia

Lokalt er Sydbank begunstiget med stærke kunder med god økonomi

“Ja, COVID-19 er en speciel situation, som vi desværre ikke kender det endelige udfald af. Faktum er dog, at det koster os nogle penge på den korte bane, som selvfølgelig kan ses i tallene. Når jeg alligevel er rigtig godt tilfreds, så skyldes det fremgangen på vores basisindtjening. Det skal vi være stolte af, og det viser at vi sejler fremad selvom bølgerne er højere end normalt,” fortæller Filialdirektør hos Sydbank i Fredericia, Lars Jensen til Fredericia AVISEN og fortsætter:

“Kigger jeg isoleret på Sydbank I Fredericia/Middelfart, så er vi begunstiget af stærke kunder med god økonomi. – Som jeg tidligere har udtalt, sætter vi altid god rådgivning før salg. Det er helt essentielt for os, at vi hjælper med finansiering af kundernes drømme – det lever vi af.”

“Men vi er en rådgivningsbank, og rådgivning handler også om at sikre, at kunderne kan sove trygt i stormvejr og, at drømmene ikke bliver til mareridt. Den tilgang, kommer os og vores kunder til gavn i en situation som denne. Her i afdelingen, er den store fremgang i 2019, forsat ind i første kvartal 2020. Udover vores flytning til nye flotte lokaler i PortHouse, så kan vi glæde os over en stor tilgang på både erhvervs- og privatkunder. Selv i en tid med lukkede døre, formår mine dygtige rådgivere at være tilgængelige og begejstre kunderne. Det overgår ærligt min forventning,” slutter Lars Jensen.

Fremgang i basisindtjeningen

I første kvartal 2020 er basisindtjeningen steget med hele 7 pct. i forhold til samme periode sidste år. Basisindtjeningen stiger med 60 mio. kr. i kvartalet til 960 mio. kr. 

Stigningen skyldes at indtjeningen stiger i stort set alle indtjeningsområder på nær betalingsformidling og provisioner. 

– Det er glædeligt at se, at de tiltag vi har lavet under strategien ”En stærkere bank” virker, siger Karen Frøsig,der samtidig roser medarbejderne for indsatsen i perioden.

–  Ikke meget er som det plejer, når vi arbejder hjemmefra, holder filialerne låst for første gang i Sydbanks 50-årige historie og holder afstand til hinanden i en periode, hvor vi oplever, at kunderne har stort behov for at være i kontakt med os, siger Karen Frøsig.

Handelsindtjening og beholdningsresultatet svigter

Hvor basisindtjeningen er stigende, har konsekvenserne af coronavirus betydet store fald i handelsindtjeningen på 81 mio. kr. i kvartalet og i beholdningsresultatet der er negativt med 78 mio. kr. i første kvartal 2020. 

– Der er meget stor usikkerhed i markedet, og vi ser især at kreditspændet på både realkredit- og virksomhedsobligationer er blevet udvidet meget. Den usikkerhed det er et udtryk for koster desværre 78 mio. kr. i første kvartal, siger Karen Frøsig. 

Nedskrivninger øget som forventet

Nedskrivningskontoen er for første gang i 3 år negativ, og i første kvartal nedskrives der i alt 84 mio. kr. 

Da Sydbank den 17. marts valgte at suspendere forventningerne til resultaterne for 2020 skal de finansielle resultater offentliggøres, så snart de kendt internt. Selve regnskabet med alle detaljer fremlægges som planlagt den 29. april.

Leave a Reply