Fredericia AVISEN var i går til kaffe og dåseøl hos den livsfriske Svend Åge Lind i Erritsø. I dag runder han en af de sjældne milepæle som kun få opnår, flaget skal rejses og der skal 100 lys på kagen.

At besøge nogen man ikke kender er altid specielt, men der går ikke mange sekunder, før man føler sig hjemme hos Svend Åge Lind. Han åbner døren og nærmest i løb, bliver man henvist til kaffebordet. Men Svend Åge Lind har også bragt “kage” til bordet i form af Slots Classic.

Jeg er ankommet et minut efter Jens-Peter Riis Jensen fra GF Forsikring som kommer med et par gaver til fødselaren. “Du har været en god kunde, du har aldrig rettet henvendelse til os i de 36 år, du har været kunde hos os”, siger Jens-Peter og det starter en af Svend Åges Mange fortællinger.

Med en kop kaffe starter nogle gode historier. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

“Det var det samme en gang, jeg var hos lægen, da sagde han, “her kommer en af mine gode kunder“. Jeg forstod ikke hvorfor, men det var jo, fordi jeg aldrig kom og han fik sine penge alligevel”, siger Svend Åge.

Det er kun de to-tre første fødselsdage Svend Åge ikke kan huske, men de betyder heller ikke så meget mere. Stod det til ham, så ville han gerne have været uden festivitas i dag, men hans gode kammerat Flemming og familien ville det anderledes. “I morgen kommer borgmesteren, Jacob Bjerregaard, jeg har aldrig mødt ham før, men jeg har haft fire forskellige borgmestre i min tid. Jeg vil nu nok kalde ham for JB”, griner Svend Åge og fortsætter: “Jeg håber, han ved hvorfor, med det navn kan man kun kaldes JB, ligesom J.B. Nielsen”

Svend Åge voksede op ved Skamlingsbanken, hvor begge hans forældre var fodermestre. Da han var 14 år, var det ud at tjene som bondekarl. Han brugte 14 år i landbruget, før godsvognene i Fredericia begyndte at kalde. Han brugte 22 år med at fragte gods for DSB.

Svend Åge begyndte herefter at arbejde for kommunen, de sidste 10 år som rådhusbetjent. Han er et punktlig og trofast menneske, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i kærligheden.

Svend Åge er beviset på at livsglæde kan føre en til et langt liv. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

“Jeg var gift i 74 år, det var 74 år dejlige år. Min kone og jeg sagde altid, at der kommer en dag, men at vi skulle huske på, at vi har haft flere gode år end så mange andre. Min kone døde for tre år siden og det har været svært at blive alene, men jeg vil helst klare mig selv, så længe jeg kan. Min kone var en dejlig stilfærdig dame, folk kom meget hos os”, siger Svend Åge.

Svend Åges kammerat Flemming er også på besøg, han er 73 år og kommer ofte på adressen, de mødte hinanden på en spøjs måde. Svend Åge har altid fundet mandligt selskab, hvor man kunne mødes over en øl. Men med hans alder har han set dem komme og set dem gå, derfor tyndede det ud i det.

“Svend Åge kom hen til mig og spurgte, om jeg ikke ville være med i klub, der var kun ham og en anden, som desværre er død nu. Så Svend Åge og jeg mødes en gang i ugen fra klokken 10-11. Formålet er at drikke to øl og to skarpe”, fortæller Flemming.

Det kan være lidt svært at holde styr på den energiske fødselar, han varter os op og det betyder noget for ham, at man ikke mangler noget. Hans beskedenhed kommer også til syne, da Jens-Peter overrækker ham en gestus i form af hans runde fejring.

Jens-Peter betaler lidt tilbage til den gode kunde. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

“Neeeeej er der kuglepenne i”, udbryder Svend Åge og fortsætter, “Jeg mangler lige sådan en”. Svend Åge stikker en i brystlommen med det samme, og vinen falder også i god jord.

En af opskrifterne på det lange liv kan være nysgerrigheden og det arbejdsomme. Svend Åge har altid læst bøger og gør det endnu.

“Da jeg som ung gik med en spand foran hestene, så gik jeg og spekulerede på den bog, jeg var i gang med. Jeg var dog ofte ikke enig med forfatteren, når jeg så læste videre, men på den måde blev mine dage aldrig lange”, afslutter Svend Åge.

Før vi går siger Jens-Peter: “Jeg kommer igen om fem.” Den gamle hjerne snurrer stadig og svarer: “Ja, så behøver du ikke have en paraply med”.

Stort tillykke med fødselsdagen, Svend Åge.

x