Aalborg Håndbold er nærmest i en liga for sig selv, når det kommer til dansk klubhåndbold og de investeringer, som de foretager sig. Det er et niveau, hvor FHK i nuværende situation ikke kan være med. Til gengæld kan fredericianerne på den rette dag stikke et kæp i hjulet på dem.

Når man lykkedes med at hente Mikkel Hansen til Aalborg op til denne sæson, og når Niklas Landin gør ham følgeskab næste sommer, så er der tale om ikke bare et dansk storhold, men et hold, der er blandt de bedste på den europæiske scene. De fleste europæiske storklubbe ville slikke sig om munden, hvis de havde Mikkel Hansen på holdkortet, men det har de ikke. Det lykkedes med kløgt fra Aalborg-direktør Jan Larsen, der med sig i ryggen har blandt andet rigmanden Eigild Christensen.

Kigger man ned over FHK’s hold er Reinier Taboada den fredericianske Mikkel Hansen, og Thorsten Fries er Niklas Landin. Der er stor forskel i de navne, men et navn er ikke alt. Det er tidligere set, at tophold kommer til at smide point i løbet af sæsonen, og selvom FHK ikke ligefrem imponerede i deres seneste kamp mod Mors-Thy, kan det alligevel blev dagen, hvor Aalborg kan drilles.

Nordjyderne er inde i et hårdt program med Champions League i midtugen, og ligakampe i weekenden. Senest spillede Aalborg mod Barcelona, hvor de tabte 39-33, og med endnu en Champions League-kamp i næste uge mod Kiel, vil det formentlig betyde, at flere af Aalborg-stjernerne får et hvil mod FHK. 

Der er bare lige det med Aalborg, at når de helt store stjerner får en pause, så er der en ny god spiller på bænken, så det er ikke bare lige til at udfordre nordjyderne, der eksempelvis på højre back kan veksle mellem at bruge Mads Hoxer og Lukas Sandell. Det er noget af en duo at have, og det vidner om den bredde, som Aalborg besidder. Derfor skal meget gå op i en højere enhed, hvis FHK skal have noget med fra det nordjyske.

Der er kampstart mellem Aalborg og FHK klokken 18:30.