Det danske herrelandshold i håndbold vandt for tredje gang ud af tre mulige ved VM-slutrunden i Egypten. Det skete, da Argentina i sikker stil blev besejret med 31-20. Dermed tager Danmark fire point med videre til mellemrunden.

Kampen mod Argentina var på forhånd udpeget til at blive den sværeste i gruppespillet for Danmark, men argentinerne var kraftigt svækket. Brødrene Sebastian og Diego Simonet var begge ude af opgøret, og særligt sidstnævnte har stor betydning for Argentina og er argentinsk håndbolds svar på Diego Maradona, men det var ikke til at se fra start.

Danmark havde til opgøret skiftet Magnus Bramming ind i truppen, og han var også blandt de 16 på holdkortet, da han opgøret blev fløjtet igang. Til gengæld var Jacob Holm noget uventet ikke med, og det viste sig at være pga. en ankelskade. Om det var pga. uventede fravær af Holm skal være usagt, men Danmark kom skidt fra start og var efter fem minutter bagud med 1-3, men så vendte kampen på hovedet. Fem danske scoringer i træk gav en føring på 6-3, og så var der ellers fuld kontrol på det danske spil.

Særligt en indskiftning af Mads Mensah ændrede kampforløbet, da han faldt ind i et godt sammenspil med Mikkel Hansen og Mathias Gidsel i den danske bagkæde, og alt om den dårlige start på kampen var glemt, da Danmark gik til pause foran 15-10.

Fra anden halvlegs start var der VM-debut til Magnus Bramming, der landede i Kairo mandag eftermiddag. Han afløste Magnus Landin, der fik et tiltrængt hvil på bænken, og det var i netop den hensende, at TTH Holstebro-spilleren var indkaldt til truppen i fraværet af Emil Jakobsen, der fortsat afventer svar på en coronatest i forhold til, om han kan komme ud af isolation. Bramming fik hurtigt hul på bylden og med to scoringer i træk bragte han danskerne foran 19-11 med 22 minutter tilbage af opgøret.

Argentina havde ikke meget at byde på, og havde store problemer med at få bolden ind i det danske må. Danmark bragte sig foran 22-12 med 17 minutter igen, og der blev for meget for Argentinas landstræner, Manolo Cadenas, der trykkede på timeoutbufferen. Han forsøgte sig med de værktøjer, som han havde til rådighed på dagen, men det var ikke nok til at opbryde den danske betondefensiv.

Med 11 minutter tilbage af opgøret kom Kevin Møller ind i det danske mål, og med den ene store redning efter den anden viste han, at han er klar, når Nikolaj Jacobsen har behov for det. Angrebsmæssigt buldrede danskerne videre. Mikkel Hansen strøg om sig med lækkerier, og det var medvirkende til, at danskerne i sikker stil endte med at vinde 31-20. 

Danmark spiller første kamp i mellemrunden på torsdag mod Qatar, hvorefter Japan og Kroatien venter i den nævnte rækkefølge.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer