Forside FC Fredericia Suveræn sportssøndag i Fredericia

Suveræn sportssøndag i Fredericia

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Det var en storslået søndag. Som sportsredaktør kan jeg ikke få armene ned, efter resultaterne for Fredericias to store flagskiber, Fredericia Håndboldklub og FC Fredericia som begge vandt, men der er et lille skår i glæden på den ellers suveræne sportssøndag.

2100 tilskuere så FHK vinde 33-30 mod HØJ. Kønt var det ikke, men det ændrer ikke på de to point, som fredericianerne fik hentet hjem efter en hård fight. FHK viste mentalstyrke ved at rejse sig efter det store nederlag på udebane mod Team Sydhavsøerne, og her var HØJ bestemt ikke den nemmeste modstander at pege på.

HØJ har flere spillere, der kunne repræsentere ligahold, hvis de ville. Det drejer sig blandt andet om den tidligere Aalborg og HC Midtjylland-spiller Morten Slundt og spilfordeleren Andreas Stryger. Tilføj dertil, at HØJ har en potent målmandsduo i form af Brian Jørgensen og den tidligere landsholdskeeper Peter Nørklit, så har du altså et fint mandskab, som har prøvet lidt af hvert.

I det store hele var FHK dog i kontrol, omend det ikke lykkedes at slå et stort hul til klubben med rødder i Jyllinge og Ølstykke.

Senere søndag blev der skelet til kampen mellem Tønder og Skive. En Skive-sejr ville være kærkommen for FHK, der med en sejr til skibonitterne ville være tre point foran Tønder og dermed have en ekstra matchbold i forhold til den direkte oprykning. Skive endte med at vinde kampen, og det endda i sikker stil.

Samtidig med FHKs kamp blev der spillet inde på Monjasa Park, hvor FC Fredericia tog mod FC Helsingør. Her var det velpolerede spil heller ikke i højsædet, men kynismen manglede ikke blandt Jonas Dals tropper, der hev en 1-0-sejr hjem. Rundens øvrige resultater flaskede sig ligeledes for fredericianerne. Topholdet Viborg tabte til Hvidovre, mens Silkeborg, Næstved og Nykøbing spillede uafgjort. Det betyder, at FC Fredericia nu indtager tredjepladsen og kun har to point op til førtepladsen.

Dermed kom der det optimale sportslige udbytte ud af en suveræn sportsøndag i Fredericia. Det eneste lille skår i glæden er, at FHK og FC Fredericia spillede på stort set samme tidspunkt. FC Fredericia spillede klokken 13:45, mens FHK spillede klokken 14:00. FC Fredericia er bundet til at spille 13:45, mens det står FHK frit for, hvornår de vil spille – så længe thansen Arena er ledig. Det er første gang i den her sæson, at de to hold spiler samtidig, men der sker igen et sammentræf d. 24. marts, hvor FHK møder Frederikshavn, mens FC Fredericia møder Nykøbing. Fremadrettet bør der sluges nogle kameler fra begge parter. Det kan ikke være rigtigt, at man som fredericianer ikke kan få lov at se begge hold i aktion på hjemmebane, fordi de spiller på samme tidspunkt.

-PVA-

bit.ly/LethiFredericia
Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her
DEL