Susanne Rydeberg har selv fået diagnosen bipolar, det der før i tiden blev kaldt maniodepressiv, og nu har hun startet en selvhjælpsgruppe, for andre, der har det ligesom hende selv.

Jeg besøger Susanne Rydeberg på Fynsgade 10b, og det er også her selvhjælpsgruppen fremadrettet vil mødes. Møderne kommer til at ligge mandage i ulige uger mellem 16 og 18, startende fra på mandag.

Kan du fortælle lidt om din baggrund?

“Ja, det kan jeg selvfølgelig, for det er den der har dannet grundlaget for det her arbejde. Jeg er selv bipolar, og det tror jeg altid jeg har været, men i 2006 fik jeg diagnosen”, fortæller Susanne og fortsætter:

“Mange har spurgt, om ikke det var hårdt for mig at få sådan en diagnose, men det er det overhovedet ikke. Det er faktisk en kæmpe lettelse, at der nu kan blive sat ord på hvad det er der sker med mig”.

“Den ene dag kan man være flyvende, og den næste er man helt nede. Det kan have rigtig mange konsekvenser for ens liv, og det har det også haft for mit liv, hvor jeg blandt andet har været indlagt”, forklarer hun.

Hvorfor starte en selvhjælpsgruppe?

“Jeg har for et år siden gået på psykoedukation, altså en læring om psykiske lidelser. Der opdagede jeg, at der er et behov for at tale med andre i samme situation i rolige omgivelser”, fortæller Susanne og fortsætter:

“Det har jeg ruget lidt på, og talt med min primærsygeplejerske på lokalpsyk, og så har de talt med et par borgere, og flere har jeg ringet til og de er meget positive”.

“Man kan trygt komme herned. Ingen tilmelding, man dukker bare op mellem 16-18. Det er vigtigt for mig, at det er casual. Der er ingen behandler eller noget, alle skal være medbestemmende i hvad der sker. JEg har fået doneret noget kaffe, kage og legetøj fra Bobbie Nielsen. Man kan glidende komme, man skal ikke stå her kl. 16:00”, forklarer Susanne Rydeberg.

“Jeg har manglet at tale med helt almindelige personer, der ikke er fagpersonale, der nærmest læser op af en bog. Man skal ikke tro man er speciel, for der er mange andre der har det ligesom dig”, fortsætter hun.

“Alle er velkomne, om man er bipolar eller om man kender nogen der er, som man tror vil være med, så er man velkommen. Jeg er også selv til rådighed på facebook, der kan man finde mig under Susanne Rydeberg Jensen”, slutter hun.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia