En lørdag eftermiddag blev jeg anbefalet at interviewe en ny-fredericianer. Det var den 56-årige forfatter, forlagsredaktør og psykomotorisk terapeut, Susanne Drosts historie, jeg skulle møde.

Susanne Drost har sit eget forlag, hvor hun udgiver bøger. En af udgivelserne er skrevet af hendes datter, men det vender vi tilbage til. Først skal vi høre om Susannes baggrund, arbejde og historierne fra et liv med et menneske, der ikke slår rødder.

“Jeg er uddannet psykomotorisk terapeut. Jeg har arbejdet med “mennesker på kanten” gennem mange år. Mennesker på bosteder, mennesker med hjerneskader, mennesker i psykiatrien,” indleder Susanne og fortsætter:

“Nu har jeg startet mit eget firma, hvor jeg arbejder med samtaler, massage og samt behandler angst, depressioner – de lidt tungere emner i livet. Jeg griber alt an på en anden måde, finder en vinkel og tænker på, hvordan jeg kan hjælpe uden at være som alt andet.”

Hvad med din litteratur – skriver du primært faglitteratur?

“Ja, det gør jeg, men jeg skriver også litteratur, hvor jeg er mere praksisorienteret. Meget faglitteratur er skrevet med et højt lixtal, hvilket egner sig godt til de studerende, imens min praksislitteratur er mere rettet mod de pårørende. Men grundlæggende så arbejder jeg med, at vi får talt mere sammen, deler hinandens historier og er mere til stede. Jeg synes, at det er tankevækkende, at folk går rundt og er bange for at udstille deres eget uperfekte liv,” siger Susanne.

“Alle lever efter nogle normer, der er urealistiske. Vi skal se godt ud, vi skal have styr på vores liv, vi skal levere hele tiden og være på. Det er urealistisk. Det kan ingen mennesker. Vores liv er en rutchebane med massevis af bump på vejen. Det er det, der gør et liv et liv. Hvis alt bare var derudaf, så oplevede vi ikke meget. Vi skal tage det som en brigelse og en mulighed for at udvikle os, når vi møder modstand. Mange mennesker tør ikke stå i det åbne og fortælle om de sårbare emner og deres liv, det er sørgeligt,” lyder det fra Susanne som uddyber:

“Jeg får kredit for at skrive mine historier, hvor jeg tager hånd om nogle svære problemstillinger. Jeg sætter spot på et samfundsproblem. Det største problem i disse år er det enorme pres, som mange mennesker føler. I dag skal du være dygtig i skolen, se godt ud, have en god krop, perfekt er blevet det nye normal. Da jeg var ung, handlede det mere om at være sig selv. Sådan er det ikke i dag. Desværre. Jeg kan også se det på mine to piger, der også har kæmpet med presset, hvor særligt gode karakterer for at få den rigtige uddannelse var vigtigt.”

Susanne har ild i øjnene og fortæller engageret videre:

“Ensomheden blandt de unge er også skræmmende. Udadtil har de et stort netværk, mange venner på Facebook og alt er godt. Men indvendigt mærker de det hele som “skidt”. Mange er faktisk tilmed ensomme. De taler ikke sammen med andre om deres følelser og problemer. Deres tanker.”

“Kropskulturen er også forkert. Der er fokus på mål – unge piger ønsker sig alt fra fyldige læber til store bryster. Det er katastrofalt, at man er nået dertil,” fortæller Susanne.

Susanne Drost har skrevet fire fagbøger og mange andre tekster, som bruges af de studerende, men også af færdiguddannede, der kan omsætte deres teoretiske viden fra bøgerne til praksis. Susanne har et mål om at binde teori og praksis sammen.

“Jeg binder meget af min faglitteratur sammen med praksis – og jeg har også en genre, hvor jeg bruger de personlige skildringer i mine bøger. Alt, hvad jeg laver er holdt op på faktuel viden, og jeg oplever, at de personlige skildringer er interessante for mine læsere,” siger Susanne.

Hvorfor åbnede du dit eget forlag?

“Det startede faktisk med min mands død. Han var præst, og havde skrevet enorme mængder af gode ting, som jeg synes skulle ud. Hans ord måtte ikke gå tabt. Det blev også et projekt, hvor jeg arbejdede mig ud af sorgen. Senere udgav jeg min datters første novelle. Jeg kan ikke skrive skønlitteratur, som hun kan. Men jeg kaster mig da over kreative emner, som f.eks. fornyligt, hvor jeg har sagt ja til at skrive for en musiker. Det er noget helt andet. Du skal være i en anden stemning, når skriver skønlitterært. Du skal have fat på dig selv, mærke en smerte, en glæde og en kærlighed,” svarer Susanne og fortæller om sit liv:

“Jeg har et spændende og meget intenst liv. Jeg er så lykkelig, som jeg nogensinde har været. Jeg har et godt netværk og nogle fantastiske venner. Jeg gør de ting, jeg kan lide at gøre, jeg udvikler mig og inspireres. Det er privilegium som mennesker, at man kan lave de ting, der inspirerer. Så underviser jeg også, holder foredrag og yder karrierevejledning. Jeg har det godt. I dag vil jeg gerne sætte et spor, bidrage til samfundet og røre mennesker, så de får noget viden, de kan bruge til noget.”

Susanne Drost har i dag egen praksis, KORPUS, på Navervej i Fredericia, hvor hun tager imod kunder indenfor ovenstående emner. Hun giver også massage, om det fortæller hun.

“Det er fantastisk, at jeg kan bruge mine hænder og hoved. For seks år siden tog mit liv en drejning, da jeg mistede min mand. Jeg ville noget andet, og jeg lærte at sætte pris på de små ting. Jeg fik i denne periode smag for at skrive og fandt ud af, at jeg var god til det. I dag tager jeg en dag af gangen. Jeg har en god økonomi, så jeg kan gøre det, jeg vil. Jeg har gjort karriere. Jeg var offentlig leder, men det at være selvstændig er det rigtige for mig. I dag vil jeg hjælpe mennesker – jeg har det også sådan, hvis man har fået hjælp af andre, så skal man også selv kunne hjælpe,” siger Susanne og uddyber:

“Alt skal ikke handle om en købmandsbutik, hvor man køber og sælger noget. Alle skal komme til mig og føle, at de får noget, der giver værdi. De skal føle sig godt behandlet. Det er vigtigt for mig. “

Hvad med fremtiden?

“Jeg flyttede til Fredericia i sommer. Det var en god beslutning, for jeg har fået en stor vennekreds i byen. Fredericia er en perle i Danmark med alle muligheder; løbesteder, indkøb, fede butikker, restauranter og alt tæt på. Jeg er blevet 56 år og har Freja på 24, der læser medicin og Klara på 19 år, der har et sabbatår,” fortæller Susanne og slutter:

“Livet er godt. Jeg kan sidde på en cafe og nyde livet. Jeg er god til at komme i kontakt med folk. Jeg er rodløs, så jeg tager derhen, hvor jeg kommer. Jeg er vant til at navigere hurtigt. I dag er det en kæmpe styrke at kunne navigere i kaos. Jeg tør godt gå. Jeg tror, at det er vigtigt, at man er på træerne, og se livet fremad. Det går stærkt. Men for mange er livet lige ud, og det bliver forudsigtligt. Det vil jeg ikke have. Så vil jeg hellere stemple ud. Jeg vil overraskes. Jeg skal ikke nå fint frem til en et-værelses med låg. Jeg vil ikke passe ind i en skabelon. Jeg er ligeglad med sådan en. Jeg tror på mig selv, og jeg skal være der i mit liv, hvor jeg er den bedste udgave af mig selv. Jeg har mine gode kristne værdier og er ydmyg i mit arbejde og med de mennesker, jeg møder. Jeg vil rejse og møde verden. Jeg vil lære noget nyt. En sagde engang til mig, at man skal lære af de gode – dem der er bedre end en selv. Jeg prøver at finde det uoriginale. Det giver mig gnist og energi.”

Læs mere om Susanne her

https://korpus25.webnode.dk/

Leave a Reply