Forside Facebook Surrealistisk ud af kroppen oplevelse på Tøjhuset

Surrealistisk ud af kroppen oplevelse på Tøjhuset

DEL
Burning Red Ivanhoe
Burning Red Ivanhoe -Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen

Man har et standpunkt, til man tager et nyt, det er en meget velkendt og nedslidt frase. Men nogle gange skal man åbenbart bare smide sine fordomme og se nogle af sine idoler selvom man måske kommer 50 år for sent. For mig var det en surrealistisk oplevelse at både se og møde nogle af mine inspirationskilder.

Burning Red Ivanhoe, jeg har samlet deres plader, jeg har lyttet meget til deres musik. Jeg husker sågar, at jeg har skældt mine forældre ud over, at de ikke var hippier, røg hash eller var på syre i 70erne. Jeg er født i 71, har ofte følt, at det var alt for sent, da jeg er vokset op med Boney M, Abba og Johnny Reimars garden party, når der var gadefest.

Jeg har en stor kærlighed for dansk musik fra slut 60erne til midt 70erne, specielt det syrede sprogunivers og trangen til at udfordre instrumenterne antikommercielt. Jeg har set masser af billeder fra dengang og snakket med personer som var unge, frie og vilde i den periode. Derfor havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville se Burning Red Ivanhoe live, simpelthen fordi det var for sent, om min illusion måske ville briste.

Burning Red Ivanhoe
Burning Red Ivanhoe -Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen

Burning Red Ivanhoe på Tøjhuset

Man har et standpunkt til man tager en nyt, og det gjorde jeg så, Tøjhuset kaldte. Jeg var hverken på syre eller mentalt på vej til Nepal, tværtimod var jeg velfriseret og i helt nye kondisko, noget af en kontrast til koncerterne i 70erne. Jeg regnede nok med at blive en smule skuffet, hvis jeg skal være helt ærlig, men det kom til skamme fra første sekund. Fire mand og en kvinde vælter ind på scenen, lidt kaos, forvirring og starter på et mantra.

Det var nøjagtigt sådan, jeg havde håbet, det ville være. Et totalteater med musikere som ikke behøver at klovne eller lefle for publikum, de kan deres håndværk og mere til. Det er legesygen, der er drivkraften, det at udvide horisonten både lyrisk og musisk er i højsædet. Her sidder jeg, mine idoler er på scenen og Kim Menzer er i topform. Han har så meget lys i øjnene og smiler så dejligt at min aften næsten er fuldendt fra start. Karsten Vogel ligner en skør professor, hans grå hår stritter højt op i luften, selvom alderen viser 75 år. Kim konstaterer kort tid inde i sættet, at det Syre-Karsten refererer til i en tale, må have holdt umanerligt længe.

Burning Red Ivanhoe
Kim Menzer -Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen

Sproget

Jeg ville ønske mange moderne musikere ville lære af Burning Red Ivanhoe. Ikke musikken, for det tror jeg ikke man kan, men dem der taler i mikrofonen mellem numrene. Der bliver ikke brugt call and respons, men man taler til publikum, nogle gange taler bandet med sig selv. For mig er højdepunkterne, når Karsten Vogel taler med sig selv. Man skal til tider være vild med kringlede sprogblomster, men lad jer ikke narre Karsten Vogel har en cand. phil. i dansk sprog og litteratur. Jeg suger alt til mig, i starten var jeg lidt frustreret over at man havde valgt det skulle være en siddende koncert, men i stedet udvikler det sig til en fordel, så jeg roligt kan nyde hvert et ord.

Burning Red Ivanhoe
Burning Red Ivanhoe -Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen

Musikken 

Det er et solidt hold, der står på scenen, Kim Menzer og Karsten Vogel er som altid i front som en forlænget arm ud mod publikum, ja faktisk måske helt ud i universet. Den charmerende og smukt syngende Lone Selmer skifter mellem sangen og keyboards. Assi Roar på bas og Klaus Menzer på trommer holder galskaben tight, selvom de til tider når ud i mærkelige takter, finder de altid hjem igen. Jens Runge er guitaristen der faktisk også synger med på mit yndlingsnummer Tingel-tangel Manden, jeg føler jeg får fuld valuta af det slagkraftige band.

Burning Red Ivanhoe
Jens Runge -Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen

Historierne

Publikum får anekdoter undervejs fra den spæde start, de bliver fortalt så jeg føler de kommer direkte til mig. Måske er jeg på syre eller ude af kroppen, bandet formår i høj grad at tryllebinde deres publikum. Det kræver selvfølgelig, at man kan lide Burning Red Ivanhoe eller poesi, det kan jeg og publikum i aften. For andre, der vil se denne koncertrække vil jeg ikke afsløre anekdoterne, men vi får viden om nogle af tilfældighederne ved deres første indspilninger. Vi får baggrundshistorien for titlen på albummet B144, der viser sig at være både tilfældigt og filosofisk gennemtænkt.

Surrealistisk oplevelse

Det var som om at være tidsløs, koncerten gjorde mig i usædvanligt godt humør. Fortjenesten for min tilstand må gå til Burning Red Ivanhoe, jeg var i en rus selvom jeg kun drak 1 øl. Rusen skulle efter koncerten udvikle sig til en sureealistisk oplevelse, da jeg talte med bandet ovenpå i det ikoniske tøjhus. Hvad vi talte om, vil jeg af personlige årsager og diskretion for bandet gerne holde for mig selv. Men jeg blev kaldt Thomas og fandt måske for første gang ro i at være Thomas. Jeg fandt ikke ud af, hvad jeg vil være, når jeg bliver voksen, men hvordan jeg vil være når jeg bliver gammel.

Koncerten er uden for kategori, da jeg er alt for farvet til en vurdering.

Tak til Burning Red Ivanhoe og i særdeleshed Karsten Vogel. Hvis vi ikke ses igen, mødes vi på planeten B144.

Burning Red Ivanhoe
Karsten Vogel -Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen

Opvarmning

Bandet Hollow Birds spillede et sæt på 30 minutter, specielt den lokale forsanger Emil Westphal Pedersen gjorde et stort indtryk. De spillede mørk melankolsk rock med en nerve og originalitet der sagtens kan række ud over landets grænser. Kim Menzer fra Burning Red Ivanhoe kommenterede også deres energi efterfølgende på scenen. Godt gået Hallow Birds, jeg kunne sagtens have hørt mere en 30 minutter.

Hollow Birds – Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen