Fredericia AVISEN var en morgen på bytorvet for at proviantere, og vi kunne ikke undgå at se den store lastbil foran SuperBrugsen. Nysgerrig som altid skal vi lige høre, hvad der foregår. Det er Ejvind Møller fra H.E.W A/S, der er i gang med at dampe vogne og kurve i den specialdesignede lastbil. 

“Undersøgelser har vist, at håndtaget på en ganske almindelig indkøbsvogn er befængt med tusindvis af bakterier, der potentielt kan overføre sygdomme fra person til person. Hvad mon vedkommende før én selv havde rørt ved, inden han eller hun kørte rundt med vognen – det har man læst og hørt meget om tidligere, men det er blevet mere aktuelt under Coronakrisen,” siger Ejvind og fortæller, hvad der sker med vogne og kurve, når de kommer ind i lastbilen:

“Vaskebilens indretning gør det muligt, at vaske op til 75 indkøbsvogne og 30 kurve i én og samme proces. Vi benytter os af samme teknologi, som kendes fra opvaskemaskinen hjemme i køkkenet, hvor vogne og kurve overspules med varmt vand fra mange vinkler. Vi har baseret vores vognvask og vaskeservice på den standard (ISO 15883-1), der beskriver kravene til rengøring af almindelige spisetallerkner og drikkeglas. Det betyder at efter endt vask, kan man i princippet spise af indkøbsvognen uden risiko for at blive smittet af bakterier.” 

Ingen brug af miljøfarlige kemikalier

“For at undgå brug af miljøskadelige stoffer, har vi valgt ikke at basere vores vaskeservice på eventuelle vaskekemikalier. Derimod opvarmer vi vandet til ca. 60-70 gr. for at opnå den samme vaskeeffekt, som kunne være opnået med forskellige former for kemi. Det betyder selvfølgelig også, at vi ikke kun begrænser udledningen af kemikalier, men også undgår, at operatøren og slutkunder, kan komme i kontakt med stærke sæber og kemikalier,” siger Ejvind fortsætter:

“Vogne og indkøbskurve opvarmes i stedet til en temperatur på ca. 60 gr. længe nok til, at varmen dræber de tilstedeværende bakterier. Der er derfor heller ingen krav til brug af specielle værnemidler i forbindelse med rengøring af kundevogne, men vi beskytter naturligvis hænderne ved brug af arbejdshandsker. Et højtryksanlæg bruger meget højt tryk og tilsvarende lave vandmængder. Brug af højtryk til rengøring af indkøbskurve og -vogne vurderes “potentiel miljøfarligt” af Arbejdstilsynet, da det høje tryk ”slår” vandet i meget små stykker, som danner areosoler, der kan bære og overføre smitte gennem luften fra bakterier og snavs på udstyret. Derfor kræves der også brug af åndedrætsværn i en radius af 20 meter fra en vaskemaskine, hvor der anvendes højtryk i vaskeprocessen. For helt at undgå disse problemer har vi udviklet et unikt system, der anvender lavt tryk (under 15 bar). 

Til gengæld  har vi øget vandmængden kraftigt. Til en almindelig vask bruges ca. 750 liter vand i minuttet. Den store vandmængde sikrer en effektiv vask, men betyder samtidigt også, at vandet altid forbliver i ”store dråber”, så man helt undgår problemet med Areosoler ved vognvask.”

Tilfredse kunder

“Jeg har kørt rundt i Fredericia i denne uge, og jeg har mødt mange tilfredse kunder, det har virkelig været en fornøjelse. Rigtig mange gør det ikke kun, fordi det er en særlig tid, de gør det af mange årsager, og jeg bliver helt glad over, hvor mange der fortæller, at det er vigtigt for deres kunder og medarbejdere, at man gør alt hvad man kan for at holde smitten væk,” slutter Ejvind, da Slagtermesteren fra SuperBrugsen kommer med en stribe vogne mere. 

Skriv et svar