Forside Fredericia Efter stormøde i Trelde GI: Folk fik noget at tænke over

Efter stormøde i Trelde GI: Folk fik noget at tænke over

DEL

I søndags blev der holdt stormøde i Trelde GI. Formand Michael Kristiansen fortæller, at de fremmødte fik noget at tænke over.

Trelde GI mangler folk i deres forretningsudvalg og har gjort det hele sæsonen igennem. Derfor var der taget initiativ til et stormøde, hvor formand Michael Kristiansen lagde kortene på bordet.

“Vi blev nødt til at gøre noget. Mange mødte op og kom med forslag, så det var positivt. Indtil videre kører klubben videre som hidtil indtil vi har generalforsamling d. 30. april, og så må vi se, hvad der sker om vi får folk ind i forretningsudvalget eller om vi skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling,” siger Michael Kristensen til Fredericia Avisen og fortsætter:

“Meningen med stormødet var at give folk noget at tænke over  og det skete. Så håber vi også, at de fremmødte kommer til generalforsamlingen d. 30. april og også er med til at sprede budskabet,” udtaler Michael Kristensen, der kunne notere sig, at én har tilkendegivet, at vedkommende overvejede at stille op til forretningsudvalget til generalforsamlingen d. 30. april.

“Folk har mange gode idéer, men når det kommer til stykket, så er det frivilligt arbejde og det er svært med den slags. Vi håber, at mange interesserede dukker op til generalforsamlingen. Nu har folk i hvert fald fået noget at tænke over,” lyder ordene fra Trelde GI-formanden.

Trelde GI skal i alt ud at finde tre nye medlemmer til forretningsudvalget, når generalforsamlingen afholdes.

DEL