Jo større pakker mad du køber, des kraftigere reagerer badevægten, når du stiller dig op på den. Det viser en undersøgelse blandt 13.177 europæere, skriver Søndagsavisen.

Deltagerne er blevet bedt om at vurdere en portionsstørrelse ud fra en stor og en lille pakke mad. Konklusion er tydelig: vi spiser gennemsnitligt en større portion, når vi har købt en stor pakke, end nå vi køber en af standardstørrelse.

”Det ligger dybt i os, at jo mere mad der er til rådighed, desto mere spiser vi. Vi er ikke bygget til at begrænse os, så når vi køber en større pakke mad og får mulighed for at spise mere, gør vi det også,” siger Trine Vase Bendtsen, ernæringsekspert hos Via University College i Aarhus, til Søndagsavisen.

Konsekvensen af at købe store pakker er i det lange løb, at vi indtager markant flere kalorier pr. måltid, konkludere en af rapportens forfattere, Sophie Hieke, der er leder af Consumer Insights i European Food Information Council.

En konsekvens, som har bidraget kraftigt til, at knap hver anden dansker i dag er overvægtig, mener ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen. Han forklarer, at madproducenternes tendens til at fylde mere og mere i pakkerne gennem årene og supermarkedernes ugentlige mængderabatter betyder, at vi spiser stadig mere mad.

”Når der kommer større pakker og portioner, har vi ikke en bremseklods. Det er et urinstinkt om at spise op, som bliver helt grotesk nogle gange. Det er klart en brik i en større forklaring på, at næsten hver anden dansker er overvægtig,” siger Preben Vestergaard Hansen, der er ernæringsekspert ved Professionshøjskolen Metropol.

Undersøgelsen tog blandt andet udgangspunkt i chips, kiks og lasagne. Den viste, at vi gennemsnitligt spiser 55 procent flere chips, når pakken er stor, 75 procent flere kiks, 53 procent mere lasagne og 40 procent flere nuggets.