Poul Krebs, Signe Svendsen, Mathilde Falch, Noah, Hush og nogle af stjernerne fra Fredericia Teaters store musicalsuccesser kigger forbi Tøjhuset i slutningen af Uge 30, hvor de igen skaber musik og liv. Med fire baggårdskoncerter på plads lyder der igen skønsang og klapsalver fra Tøjhuset. Det glæder daglig leder Sune Rasmussen, der har savnet publikum og kontakt med musikere.

“Det er virkelig dejligt. Det betyder rigtig meget for mig – og for os alle hernede – at vi igen kan byde publikum velkommen her. For mit eget vedkommende har jeg også savnet den kontakt der er med musikerne og deres personale, det er fedt at møde så mange forskellige mennesker. Det har jo ligget helt stille det sidste lange stykke tid, så det er rart endelig at have noget at se frem til”, fortæller Sune Rasmussen, daglig leder af Tøjhuset. 

Baggårdskoncerter er ikke nyt for Tøjhuset, det har de prøvet flere gange før, men ikke med det samme siddende koncept, som de nu er nødsaget til at gøre brug af.

“Vi har de seneste år haft en 3-4 af de her baggårdskoncerter om året. I år skulle vi have haft besøg af Jakob Dinesen og Mads Langer, men det blev ikke til noget i denne omgang. Normalt er det jo ikke siddende koncerter, så det bliver lidt en sjov oplevelse for mig. Det er lidt et sjovt format i forhold til hvad jeg er vant til. Men hvis det er de forholdsregler vi skal tage for igen at måtte byde velkommen til gæster, ja så gør vi selvfølgelig det”, forklarer Sune.

“Der er selvfølgelig musik der egner sig bedre til det her nye format end andet, men normalt er sommer ikke lig med siddende koncerter. Det plejer at være lidt mere frit. Men nu må vi gøre det på den her måde. Vi har haft overvejelser i forhold til afviklingen, vi har orienteret os om de krav der er – men derfra handler det bare mest om musikken. Ej, der er selvfølgelig også en praktisk opgave der skal løses nu i forhold til at sætte omkring 100 bænke op”, fortsætter han.

Billetter kan findes på Tøjhusets hjemmeside.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer