Samtlige plejehjemsbeboere, modtagere af kommunal hjemmepleje og nærmeste pårørende er inviteret til at deltage i en tilfredshedsundersøgelse i Vejle Kommune, der skal undersøge, hvor tilfredse de er med den kommunale hjælp og pleje. Der er frist for svar 18. april.

Konsulentfirmaet BDO har sendt en invitation til borgerne via e-Boks eller pr. brev, hvis de er fritaget for digital post. I samme brev er også en invitation til nærmeste pårørende om at deltage. Invitationen indeholder links til to spørgeskemaer på internettet, som henholdsvis borgeren og den pårørende skal besvare.

Der er frist for svar 18. april. Politikere og ledelsen i Senior håber, at så mange som muligt deltager, så undersøgelsen givet det mest retvisende billede af tilfredsheden. Derfor er det også muligt at få udleveret et trykt spørgeskema hos personalet på plejecentret eller i hjemmeplejen. Man skal blot henvende sig til personalet. Alle svar bliver behandlet anonymt og fortroligt.

I undersøgelsen spørger BDO ind til emner, som vedrører kommunikation og inddragelse, kvaliteten i ydelsen, mødet med personalet og koordineringen omkring borgerens situation.

En del af de to senioranalyser

Tilfredshedsundersøgelsen er en del af de to igangværende analyser af ældreplejen i Vejle Kommune, som skal komme med et samlet bud på, hvordan vi kan sikre en god kvalitet for de ældre.

På baggrund af stigende demografiske udfordringer og dokumentationskrav, kulturen på området generelt, den turbulens, der har været på nogle arbejdspladser i Vejle, og coronaens ekstra krav har politikerne valgt at tage temperaturen på ældreplejen i Vejle.

Seniorudvalget besluttede i december at lave en analyse af tilfredsheden blandt borgere og pårørende og af leder- og medarbejderkompetencer. Kort efter besluttede Økonomiudvalget at lave en analyse med fokus på kultur og medarbejdertrivsel.

Politikerne valgte at bruge samme konsulentfirma, BDO, til begge analyser. BDO gik i gang med analysearbejdet i marts, som tilfredshedsundersøgelsen er en del af. Udover tilfredshedsundersøgelsen indgår også:

  • interviews af både borgere og medarbejdere,
  • sammenligning med andre kommuner, der ligner Vejle Kommune.
  • og indsamling af en række data, f.eks. vil der blive kigget på resultatet af kommunens trivselsmåling, hvilke ydelser Senior leverer til borgerne og fakta om økonomi, sygefravær, ansættelser og fratrædelser, klager og behandling af klager.

Rapport klar 26. maj

BDO afleverer 26. maj en samlet rapport med anbefalinger til politikerne, som efterfølgende bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside og i pressen.

Læs om analyserne i Senior

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer