Ullerup Bæk Skolen afdeling Nørre Allé spillede torsdag eftermiddag Ultra Skolepokalfinalen mod Københavns Skole & Idrætsakademi (KSI). Efter en tæt finale endte københavnerne med at vinde 2-1, men de fredericianske fodboldpiger ser tilbage på en lang rejse, der kulminerede med en finale på Nature Park Energy i Odense.

Der var lagt op til en fodboldfest af de helt store. Elever fra alle Ullerup Bæk Skolens afdelinger i Fredericia var kommet til Odense i en karavane af busser, og på den ene halvdel af langsiden gjorde de deres indtog, og heppede på fodboldpigerne fra skolens afdeling på Nørre Allé, hvor alle spillerne på holdet har det til fælles, at de går i talentklasserne. Det betyder, at de deltager i morgentræning med Fredericia Eliteidræt i deres respektive sportsgren, og for de fleste af spillernes vedkommende spiller de til dagligt for Fredericia KF, mens der også er enkelte håndboldspillere med for at fylde holdkortet ud. De spillere, der kommer fra Fredericia KF, spiller til dagligt U15-fodbold, og der er KF en af landets bedste i den årgang, og det har givet dem gode forudsætninger turneringen igennem. Gode forudsætninger har Københavns Skole & Idrætsakademi også haft. De har spillere fra B93 og FC Nordsjælland på holdet, og er også regnet for nogle af landets bedste spillere. 

Der var derfor lagt op til en kamp mellem toppen af poppen i dansk pigefodbold, og fra start blev der noget at juble over i Ullerup-lejren. Frida Riis tog et raid frem ad banen, og havde bolden i højre side af feltet, hvor det lignede, at hun skulle til at sparke bolden ind i feltet, men i stedet for skød hun på mål. Via den ene stolpe gik bolden i mål, og så kunne jublen bryde løs blandt de fredericianske fodboldpiger.

Ullerup Bæk Skolen fortsatte med at presse på for at score yderligere, og især havde Emily Juulsen og Julie Ramsgaard et godt samarbejde i højre side, men det sidste manglede for, at de blev helt farlige. Det blev til gengæld københavnerskolen, der udlignede efter 15 minutter. Det skete, da Ullerup Bæk Skolen ville sparke bolden væk, men i stedet for at sparke den ud i siden, blev den sparket midt ud i det hele og røg hen til Julie Børkop, der udlignede til 1-1. Få minutter efter kom KSI foran efter et hjørnespark, hvor de efter en kort kombination, fik spillet bolden ind til Solvei Berndsen, der sparkede den i mål uden chance for målmand Dicte Jørgensen.

Ullerup Bæk-pigerne forsøgte det bedste de havde lært, men det var ikke nok. (Foto: AVISEN)

Efter at være kommet sig over chokket fik Ullerup Bæk Skolen så småt kæmpet sig tilbage. I det 27. minut var det lige ved at lykkedes at få bolden i mål. Emiliy Juulsen sparkede bolden ind i feltet, hvor der blev headet til den, og det endte med klumpspil i det lille felt, hvor bolden var tæt på at gå i mål, men ind kom bolden ikke, og derfor var stillingen efter de første 30 minutter 2-1 til Københavns Skole & Idrætsakademi.

Anden halvleg blev en meget taktisk præget affære. Der var flere gange optræk til store chancer i begge ender, men holdene manglede det sidste for at slå den afgørende aflevering. Flere gange var Ullerup Bæk Skolen tæt på at få bolden forbi KSI’s forsvar, der spillede en god kamp. Var bolden kommet forbi, var der frit løb mod københavnernes mål, og derfor balancerede kampen hele tiden på vippen, da Københavns Skole & Idrætsakademi også hele tiden lurede på chancen for at score. Med seks minutter tilbage af kampen var KSI tæt på, da en spiller fik vristet sig fri i feltet, men hun skød over mål.

I slutminutterne satsede Ullerup Bæk Skolen hele butikken, men den helt store chance udeblev. I kampens sidste minut fik Ullerup Bæk Skolen en kontramulighed, hvor der blev sat turbo på, men på trods af masser af fart i støvlerne, lykkedes det ikke at komme frem til en mulighed, og det løb derfor ud i sandet. Mere skete der ikke i kampen, som dermed endte med en sejr til Københavns Skole & Idrætsakademi på 2-1.

Vigga Jørgensen blev kåret som kampens spiller. (Foto: AVISEN)

Efter kampen var det tid til overrækkelse af medaljer og kampens spiller skulle også kåres. Titlen som kampens spiller fik Ullerup Bæk Skolens Vigga Jørgensen, der er en af de spillere på holdet, der til dagligt spiller i Fredericia KF. Hun ser tilbage på en lang turnering, der har været en stor oplevelse.

– Det har været rigtig sjovt at være med til. Det har taget noget tid at komme så langt, så det er irriterende at tabe finalen, siger Vigga, der ikke tøver på spørgsmålet om hvorvidt hun er skuffet:

– Ja, jeg er skuffet over vi ikke vandt, siger hun.

Selve oplevelsen på Nature Park Energy er ikke til at tage fejl af for Vigga.

– Det er den største oplevelse jeg har haft med fodbold, siger Vigga Jørgensen. 

Kampen bølgede frem og tilbage, men Ullerup Bæk Skoles spillere ramte ikke deres topniveau ,mener Vigga.

– Vi spillede ikke op til vores bedste. Vi havde haft en større chance for at vinde, hvis vi spillede bedre, siger Vigga og medgiver, at nervøsitet kan have spillet ind:

– Vi var måske lidt nervøse pga. stemningen og alt det der, slutter hun.