Forside Fredericia Stor interesse for Jazz i Trekanten

Stor interesse for Jazz i Trekanten

DEL
(Pressefoto: Aarhus Jazz Orchestra feat. Jakob Buchanan med opførslen af orkesterværket On Rosenhill på Tøjhuset i Fredericia d. 3. september under jazzfestivalen JAZZ I TREKANTEN)

Jazzfestivalen JAZZ I TREKANTEN blev i år afholdt for tredje gang fra d. 25. august til d. 3. september. I år blev festivalens hidtil største program, med 130 jazzarrangementer på bare 10 dage, afviklet uden problemer, og selv vejret samarbejdede de fleste dage.

I år har jazzfestivalen JAZZ I TREKANTEN afviklet 130 jazzarrangementer i hele Trekantområdet under Trekantområdets Festuge. Jazzen har folk kunne møde i både stemningsfyldte kirkesale, på hyggelige cafeer, etablerede spillesteder og i byrummet generelt. Programmet har været meget bredt fra improvisationsjazz, jazz med høj international kvalitet med bl.a. den amerikanske keyboardlegende Jim Beard og Aarhus Jazz Orchestra, over den traditionelle jazz og jazz med en meget bred appel og folkelighed, hvor bl.a. navne som Amalie Dollerup og Anders Blichfeldt med arrangementet Beatles for BigBand kan nævnes.

”Vi har generelt oplevet et voksende fremmøde til vores arrangementer med flere udsolgte koncerter og en stor generel interesse for festivalen. Mange begynder nu at kende festivalen og tager begejstret i mod programmet fordi de ved festivalen er der.” udtaler en glad sekretariatschef for JAZZ I TREKANTEN, Karsten Bech.

Stor økonomisk opbakning

Der har været stor økonomisk opbakning fra både offentlige og private fonde og sponsorer i år, hvilket har gjort det muligt at udvide festivalen til dens nuværende størrelse. Flere arrangører har meldt sig på banen, og antallet er steget fra ca. 40 sidste år til ca. 50 i år. ”Det glæder os at interessen for jazzarrangementer ser ud til at være stigende. Vi håber det spreder sig og at vi næste år får fornøjelsen af endnu flere”, siger Karsten Bech.

Succesen med at inddrage de unge i jazzens verden er igen i år lykkedes, særligt via JazzHouse Pitstop i Kolding, der har haft et bredt sammensat program med 3 daglige koncerter af unge musikere der primært har spillet deres egen musik. Mere end 50 unge musikere har været igennem Pitstop og har samtidig haft mulighed for at få jobs på cafeer mm. i hele området. Pitstop har i år udelukkende været drevet af unge frivillige som under talentudviklingsprogrammet KulturTalenter er trænet op i at drive et spillested og alt hvad der dertil hører af PR, booking, konceptudvikling osv.

JAZZ I TREKANTEN kan se tilbage på en vellykket jazzfestival i 2017 der har budt på et bredspektret program samt nye samarbejder og tiltag. Tilbage er der kun at sige; sæt kryds i kalenderen d. 24. august til 2. september næste år, hvor jazzfestivalen igen vender tilbage og fylder Trekantområdet med skønne jazztoner. Indtil da kan du stadig holde dig informeret om hvilke jazzkoncerter der finder sted i Trekantområdet på JAZZ I TREKANTENs hjemmeside.

FAKTA
• Festivalen JAZZ I TREKANTEN blev afholdt i dagene 25. august til 3. september 2017 under Trekantområdets Festuge.
• Festivalen JAZZ I TREKANTEN bød på mere end 130 koncerter og events i alle syv kommuner i Trekantområdet.
• Til mange af årets koncerter var der gratis entre
• Trekantområdet har været hovedsponsor, og festivalen har også modtaget støtte fra Kolding Kommune og en række private fonde og sponsorer.