Visit Fredericia fortsætter i 2018 med de populære byvandringer, hvor du ikke behøver at være en del af en gruppe for at booke plads på en tur 

Oftest tænker man nok på guidede byvandringer som noget, der kun er et tilbud for folk i grupper. Men Visit Fredericia tilbyder også ture rundt i byen for borgere og turister, der kommer enkeltvis.

Efter – med stor succes – at have afviklet seks af denne slags ”åbent for alle”-ture i efteråret 2017 tilbyder Visit Fredericia ikke færre end 26 ture i 2018 – hvoraf de to vil foregå på henholdsvis engelsk og tysk. De mest populære ture er de historiske byvandringer på voldanlægget og i Fredericias historiske bymidte. Disse ture suppleres i 2018 med temature som:

  • Den jødiske menighed i Fredericia
  • Fredericias religiøse mangfoldighed
  • Fredericias baggårde
  • Familietur m/ skattejagt

Dato, priser og tider på de enkelte ture kan ses her, og du kan booke plads på turen online indtil 30 timer før afgang. Den første tur i kalenderen er en familietur m/ skattejagt, der afvikles i vinterferien i uge 7, nærmere bestemt onsdag den 14. februar.

Grupper er stadig meget velkomne

Det er naturligvis fortsat muligt at booke en tur med guide, hvis du selv kan samle en lille eller stor gruppe. Mange virksomheder benytter sig af denne mulighed i forbindelse med personalearrangementer, og det samme gør menighedsråd, pensionistforeninger, busselskaber og private, der ofte kobler en byvandring sammen med en rund fødselsdag, barnedåb eller lignende.

Fakta om Visit Fredericias guidede ture
  • Visit Fredericias guidekorps tæller 50 guider, de taler flere forskellige sprog
  • I 2017 arrangerede Visit Fredericia 152 guidede ture for grupper rundt i byen, herunder byvandringer for de mange krydstogtsgæster