Forside FHK Stor fremgang for kvindehåndbolden i FHK kulminerede i år

Stor fremgang for kvindehåndbolden i FHK kulminerede i år

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia Avisen

Som sportsjournalist på Fredericia Avisen tager jeg her temperaturen på, hvordan sportsåret 2017 er gået for byens to store flagskibe Fredericia Håndboldklub og FC Fredericia. I denne artikel er fokus på FHKs dameafdeling.

Damehåndbold på topplan i FHK. Det ville være utopi at tro for fire år siden, men siden er der sket ting og sager. Meget få danske topklubber er en såkaldt ”tostrenget” klub, og i FHK blev der taget den beslutning, at man ville gøre op med at være elevatorhold mellem 1. og 2. division.

Med Kenneth Schlaikjær i spidsen som dameformand er tingene blevet ændret gevaldigt. Han lagde ud med at ansætte Mikael Jensen som dametræner, da klubben rykkede ned i 2. division tilbage i 2013/14-sæsonen. Siden er det gået en vej: Op.

Oprykningen til 1. division kom i første forsøg og foran omkring 1.000 tilskuere i thansen.dk Arena blev den sikret på et mål på frikast efter tid mod IF Stjernen. Den dag viste, at selvom FHKs image siger ”herreklub”, så er klubben og byen der også for dameholdet.

I de efterfølgende sæsoner i 1. division har Mikael Jensen formået at etablere FHK i 1. division, og det kulminerede i sidste sæson med en historisk femteplads. Det er i dén grad belønningen for flere års hårdt arbejde af særligt træner Mikael Jensen med Schlaikjær i kulissen.

Op til denne sæson har FHK-damerne mistet en del spillere, men nye, unge spillere er kommet til. Blandt andet Camilla med det folkekendte efternavn Pytlick og ikke mindst Ida Lagerbon, som har vist sig at være et scoop. Foruden tillgangene udefra er der også særligt ét lokalt islæt, som har skilt sig ud på banen, nemlig stregspiller Ida Skou Møller. Hun har taget sit spil til nye højder og gjort, at man ikke taler om den forhenværende stregkæmpe Maja Bech Hansen, der også scorede sin andel af målene i de forgangne sæsoner.

De mange udskiftninger henover sommeren medførte en skidt start på sæsonen med blot en sejr i de første fem kampe, men siden er FHK kommet godt efter det, og har vundet de seneste fire opgør i 1. division.

Den gode slutspurt gør, at FHK holder nytår på femtepladsen, og med den talentmasse, der kommer fra FHKs U18-pigaligahold  til næste sæson, er der begrundet tro på, at niveauet kan løftes yderligere.

Senest er det lykkedes FHK at nå til enighed med cheftræner Mikael Jensen om en forlængelse af kontrakten, der nu gælder frem til 2020 og dermed kan der bygges videre på det fundament, der er skabt for kvindehåndbolden i FHK.