Forside Erhverv Stolt personale er glade over udviklingen af Fredericia Krone Apotek

Stolt personale er glade over udviklingen af Fredericia Krone Apotek

DEL
apotek
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Fredericia AVISEN kommer hele vejen rundt i dækningen af dagens store nyhed omkring flytningen af det historiske apotek. Der snakkes meget om forandring, men hvordan er det for dem, der står mit i det, vi møder noget af personalet fra Axeltorvs Apotek i Sundhedshuset.

Fredericia Sundhedshus står mere og mere færdigt for hver gang, man besøger det, men Axeltorvs Apotek har været på plads og i gang i et stykke tid nu. Som en forlængelse af moderniteten i apoteket i Dronningsgade åbner der nu en moderne udgave af Axeltorvs Apotek i Føtex.

Vi møder Lonni Mellin og Mia Ard Rasmussen som er souschefer i henholdsvis Fredericia og Middelfart afdelingerne. De er glade for butikken her i Sundhedshuset og i særdeleshed robotten som håndterer medicin.

apotek
Inde i robotten. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

“Det letter vores arbejdsgang i forhold til forsendelse og i forhold til kundeflow. Det giver os mere tid til at være der for vores kunder, robotten er lynhurtig, så den er der med varerne lige med det samme. Det betyder også, at når vi sætter varer på plads er det meget simpelt og nemt. Vi vil gerne være der vores kunder og robotten giver mere tid til vejledning”, siger Mia Ard Rasmussen.

Fra butikken i Sundhedshuset. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Det er ændringer fra myndighederne, der gør det muligt, at der nu kan integreres apotek i supermarkeder som Føtex.

“Myndighederne lægger op til, at der skal være flere apoteker tilgængelige, der hvor kunderne er. Så flytningen til Føtex må siges at være et skridt i den retning”, siger Lonni Mellin.

Apoteksbranchen udvikler og forandrer sig meget i den her tid, så hvordan er det at arbejde hos Axeltorvs Apotek i 2019?

“Det er spændende at være i en branche, hvor der hele tiden sker noget. Vi skal holde os opdateret fagligt, fordi meget forandres hele tiden. Vi skal desuden holde os opdateret på, hvad kunderne gerne vil have fra os“, siger Lonni Mellin.

Der er ingen tvivl om at begge souschefer er stolte over både den nye butik og de tiltag som borgerne snart kan se i Prinsessegade.

Axeltorvs Apotek skifter også navn og deres afdelinger vil snart hedde Fredericia Krone Apotek.

Annonce