Fredericia Håndboldklub har haft de første træningspas efter sommerferien. Kristian Stoklund glæder sig over at være i gang igen, og mener, at holdet har mange af strenge at spille på i sæsonen.

Masser af løb og harpiks på fingrene igen. Det er en del af opstarten på alle håndboldsæsoner, og det bliver der nok aldrig ændret på, og Kristian Stoklund glæder sig også over at have den klistrede kugle mellem fingrene igen.

“Det er dejligt at komme i gang igen efter en lang ferie. Det er anderledes at være i hallen i forhold til, når man har selvtrænet fysisk. Skulderen skal lige igang igen og lidt andre småting,” siger Kristian Stoklund til Fredericia AVISEN.

Henover sommeren har FHK fået fem nye spillere i ligatruppen. Det drejer sig om Kristian Olsen, Rasmus Thiemer-Jensen, Jesper Lindgren, Victor Skillhammar og Mathias Hedegaard, og de har gjort et godt indtryk på Stoklund.

“De har været imødekommende, og de er dygtige, så det har været rigtig godt at få dem ind på holdet,” siger han.

FHK er nyoprykker til ligaen, men ligaen er ikke fremmed for Kristian Stoklund, der tidligere har spillet blandt andet to sæsoner i ligaen for Tønder og derfor har et indtryk af, hvad der kræves.

“Jeg synes, at vi har masser af stregen at spille på. Vi har en god bredde, og vi har forskellige typer af spillere, så jeg har en god fornemmelse forud for sæsonen,” forklarer Stoklund.

Til gengæld har den målfarlige bagspiller svært ved at sætte en målsætning på sæsonen, da den endnu ikke er fastlagt internt på holdet. Én ting er dog sikkert, han vil gøre alt for at FHK ikke rykker ned.

“Vi skal spille en masse god håndbold, og så skal vi skrabe en masse point til os,” slutter Kristian Stoklund.

http://bit.ly/metteblomsterberglecture
Klik her