Direktør i EventC, Ulrich Nicolaisen, kender alt til den turbulente tid dansk kulturliv har været underlagt som følge af coronarestriktionerne i en tid, hvor hele kulturlivet måtte gentænke sig selv, opfinde nye måder at udbrede kulturen på og i sidste ende håbe på lyset. Nu lysner det for alvor. Den 10. september 2021 udgår de allersidste restriktioner, men allerede i de sidste sommerdage af august har Ulrich og teamet bag EventC, mærket arrangørlykkens ros ved at se mennesker synge med, danse og nyde et afbræk fra hverdagens trommerum.

– Det er ganske enkelt fantastisk at være i gang igen. Endda med tre dage på hjemmebane i Fredericia, indleder Ulrich Nicolaisen, i en tid der næsten kan betegnes som et comeback for kulturlivets traditionelle pallette.

Ulrich Nicolaisen er imponeret over det sammenhold, han har mødt det seneste år i kulturlivet, og da Johnny Madsen meldte afbud til sin koncert, trådte Poul Krebs til for at hjælpe. Det sammenhold og den udvikling er noget eventmageren har stor respekt for.

– Gæsterne har taget virkelig godt imod vores program, dog er jeg ked af det afbud, vi fik fra Johnny Madsen, men også her arbejder vi sammen og for hinanden. Jeg har stor respekt for, at Poul Krebs tog over med 48 timers varsel. Det er god stil, siger Nicolaisen.

Efter længere tids pauser, intimkoncerter og andre mindre arrangementer afslutter EventC en travl sommer med en ny række koncerter.

– Om lidt afslutter vi en travl sommer med et tocifret koncertantal rundt i Danmark. I den forbindelse ser vi blandt andet tilbage på fantastiske havnekoncerter i Kolding, Bogense og Faaborg, siger Ulrich Nicolaisen.

Større arenakoncerter på vej

– Vi ser naturligvis frem til, at vi den 18.11.21 med Queen Machine igen kan byde koncertgængerne velkommen til store arenakoncerter igen. Det har vi virkelig savnet. Det er noget helt særligt. Den 19.3.2022 er det Malurt, vi byder velkommen – og begge koncerter afholdes efter flere udsættelser, så det er noget, vi ser frem til at kunne levere til vores loyale gæster, slutter Ulrich Nicolaisen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her