Fredericia AVISEN er altid på udkig efter de gode historier, men ofte dumper de selv ind af brevsprækken eller man støder fysisk ind i dem. I dag møder vi skotske Euan Donaldson på 31 år.

Euan Donaldson har karisma, og når han åbner munden kommer der en dyb røst med den klassiske skotske dialekt, vi alle genkender, når vi hører den. Euan er en høj og flot ung mand med lyst hår, og er i Danmark i anledning den “lokale” spillemand Fergus McElligotts fødselsdag. Samtidig passer det med, at han kan besøge Fergies kæreste, som tilfældigvis er hans mor.

“Mor og Fergie er kærester, jeg ved faktisk ikke om de er gift, de er helt sikker forlovet. Hahahaha, jeg bliver nødt til at spørge dem i dag”, griner Euan.

Euens mor er gemt væk i køkkenet hos Café Mairs, men hendes velkendte skotske røst kan ofte høres gennem restauranten. Det er Bet Donaldson, som med samme charme som sønnike, har været med til at sætte sit præg på Fredericia.

Historien om relationen til Fergus McElligott starter i en lille skotsk by beliggende op mod højlandet. Byen hedder Carrbridge og der bor kun 708 indbyggere og alt den tid som Euan kan huske har “Fergie” spillet på pubberne i byen. Fergies bror bor stadig i Carrbridge. “For cirka 27 år siden, blev Fergie anbefalet at prøve at tage til Danmark og spille på pubs, da danskerne skulle kunne lide den højlandske folkemusik” siger Euan.

“Han tog af sted på et job og kom aldrig tilbage, det er 27 år siden nu”, siger Euan og fortsætter, “min mor Bet kom først til Danmark for fire år siden.

Euan er særdeles veltrænet og arbejder også professionelt som personlig træner på Malta. Hans liv har mere eller mindre altid budt på en professionel tilgang til træning. Som ung knægt spillede han fodbold på semi-professionelt plan i The Scottish Highland Football League. Euan har også været svømmetræner, men nu er det den personlige træning, der fylder noget.

Kontrakten på Malta udløber til november, og det lyder ikke som om den skal forlænges. Euan kan mærke, at klimaet fra hjemlandet, naturen og relationerne kalder ham nord på. “Jeg tænkte først at strande og flotte solnedgange ville gøre mig glad, men virkligheden blev en anden”, siger Euan. Det varme klima og den golde ø, hvor næsten alt fugleliv bliver skudt, har været opslidende for Euan. Der er nærmest kun fest og byggerier døgnet rundt på Malta.

Selvom Euan er eventyrlysten og blandt andet har arbejdet to år i New Zealand, fem måneder i Kina og sejlet med krydstogtsskibe, så kan han mærke længslen om de nordlige breddegrader. “Da jeg var i New Zealand opdagede jeg, hvor smukt mit eget hjemland er, de to lande ligner hinanden meget. Det er min passion at interagere. Specielt på et krydstogtsskib er det svært at interagere længere tid med folk. Jeg kan godt lide at tale med folk, og jeg taler meget”, griner Euan.

“I Skotland bor jeg op af en naturpark med store bjerge og masse af grønne farver, på Malta er alt gult i solen, så at komme til Danmark har næsten været som at komme hjem”, siger Euan.

Mødet med Danmark

For Euan har mødet med Danmark udelukkende været positivt, “Jeg husker, da Fergie hentede mig ved toget. Sommeren på Malta er meget meget varm. Da jeg kom her, pustede jeg ud, her var åbne pladser, grønt og masser af venlige mennesker”, siger Euan.

Han oplever at blive snakket dansk til, da folk synes, at han ser dansk ud, og når folk så hører hans dialekt oplever han den reaktion, vi danskere kan få i udlandet. Når man står et sted og er dansker, så kan man opleve at der bliver råbt “Michael Laudrup, Peter Schmeichel eller, at vi er vikinger”. Men en skotte oplever selvfølgelig at folk råber “Freedom” fra den populære film Bravehaert med Mel Gibson.

Da Euan kom til Danmark oplevede han også, at han kunne høre fuglene synge, det havde han savnet. “Min mor arbejder på Cafe Mair’s, de har virkeligt taget godt imod mig. Jeg har noteret mig, at jeg har fået mange venner på kort tid. I Danmark taler folk med folk, de ikke kender, ligesom i Skotland. Alle har været så hjælpsomme og vist mig byen.”

Fitness World

Selvom Euan dasker rundt som en ferie dreng, så holder han sin træning og det sendte ham til Fitness World. “Manden ved skranken gav mig 14 dages træning, selvom jeg kun skulle bruge fem dage, det ville aldrig ske på Malta. Der skulle man måske betale for en måned, hvis man skulle træne fem dage. Folk er så venlige her i Fredericia, og eftersom jeg kan mærke Skotland i hjertet her, er det ikke umuligt, at Danmark kan blive en destination for fremtidens eventyr. Jeg kan godt se nu, hvad min mor forelskede sig i og hvorfor hun blev her”, siger Euan.

Selvom Euan elsker at rejse og opleve nye forskellige kulturer ville han ønske han havde været nogle flere åbne steder ligesom Danmark.

“De fleste på min alder har børn og hus, måske er det også på tide, mens jeg går mod de 32 år, at jeg begynder at tænke i de baner og slår mig ned”, siger Euan.

skotland
Foto: Thomas Lægaard – Fredericia AVISEN

Da jeg mødes med Euan tirsdag fortæller han, at han rejser mod Skotland onsdag, og siger, at han skal ud og gå en tur med sin mor. Dem møder jeg senere på deres gåtur, jeg ønsker Euan god rejse og håber den unge mand overvejer at blive fredericianer.

http://www.vw-fredericia.dk/