Tirsdag aften gik det løs. Årets idrætsfest fandt sted i thansen Arena, hvor der skulle uddeles priser for det forgange år. Det blev en fest uden lige med følelsesladede prisvindere, men også verdensklasseunderholdning fra Fredericia Teater.

Tidligere har Fredericia Teater og i de senere år hal 5 og 6 i Fredericia Idrætscenter dannet rammerne omkring den traditionsrige idrætsfest, der arrangeres af Fredericia Kommune med Event- og arrangementskoordinator, Ole Steen Hansen og Idrætschef i Fredericia Kommune, Keld Vestergaard.

I år var festen rykket ind i den moderniserede thansen Arena. Den røde løber var rullet ud i foyeren, da folk begyndte at ankomme fra klokken 16:30, hvor der var rigtig god stemning.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Inde ved bordene blev der hygget, og nydt lidt at drikke, inden der blev budt velkommen klokken 17:10. Ole Steen Hansen tog ordet og bød velkommen, hvorefter den første tale var ved Kultur- og Idrætsformand Lars Ejby Pedersen (A), der blandt andet sagde følgende:

“Når sportsfolk vinder jubler vi i fællesskab, medaljerne skinner på os, der står på tilskuerrækkerne. Det er det sporten kan, derfor er sport meget mere end bevægelse, styrketræning, anstrengelse og sundhed. Det er fællesskab, sammenhold, fritid, kappestrid på den gode måde og ikke mindst glæde. Sommetider er det skuffelse, når drømmen ikke går i opfyldelse. Det er også i fællesskab, når der er fiaskoer og nederlag. Det er i tredje halvleg, at vi ofte får muligheden for at fejre succes eller bearbejde modgang. Her er der mulighed for at danne fællesskaber og netværker, der kan betyde noget for andre dele af vores muligheder. Vi skal være opmærksomme på at skabe muligheder for at gøre det attraktivt på tværs af forskellige ting. Sammen kan vi skabe bedre løsninger.”

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Klokken 18:45 blev der åbnet op for tilskuere i thansen.dk Arena. Det var tid til det store show med prisuddelinger og fejring af medaljevindere i årets løb.

Flere af klubberne havde inviteret alle deres medlemmer, og de var med til at skabe en hyggelig ramme om prisoverrækkelserne. I alt skulle der uddeles ni priser, men der var også en række overraskelser.

Hæderstegn til to fra FAGI

Carl Gustav Sørensen tog ordet på scenen, da FAGIs medaljevindere fra det forgange år blev hyldet.

Det var Lars Vandborg, der efter over 20 års tjeneste fik en hæderstegn sammen med Kristian Thestrup.

Priserne

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Konferencier Stine Bjerre Mortensen tog ordet, da priserne skulle uddeles. Hun styrede let og elegant prisuddelingen, og lavede interviews fra scenen.

Den første til at blive uddelt var årets seniorpris, hvor de nominerede var Rigmor Toft (Parkinsonforeningens Parkinsondans) og Cykelpiloterne i Seniorhuset I. P. Schmidt. Kriterierne for prisen blev læst op af Susanne Eilersen, hvorefter Bente Ankersen overrakte prisen til Rigmor Toft.

Den anden pris i rækken var Årets ildsjæl. På scenen til at uddele prisen var Lars Ejby og Hugo Ernst. De nominerede til prisen var Jan Nielsen (G 94), Jim Bæk Pedersen (Halinspektør, Bøgeskovhallen) og Jimmy Hesselbjerg (Fredericia Atletik Forening). Vinderen blev Jan Nielsen.

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

En anderledes idrætshistorie var den næste pris. De nominerede var Camilla Bitz Witt (Para svømmer), Frederik Lundfold (E-sports talent) og Jerry Fogh (ultraløber). Mette Salling Eriksen læste kriterierne for prisen op, hvorefter prisen blev overrakt af Pernille Kærgaard. Vinderen af prisen blev Jerry Fogh.

Årets parasport pris blev uddelt af Lotte Büchert og Dan Skjerning. De nominerede var Camilla Bitt Bitt Witt (EGIF Svøm) og Bent Larsen (Parasport Fredericia). Vinderen blev Camilla Bitz Witt.

Den næste pris var Årets talentudviklingspris, der blev overrakt af Nils Skeby og Anders Voigt Tinning. De nominerede var Ullerup Bæk Skolen, Fredericai Judo og Ju-jutsu klub og svømmeklubberne Delta Swim og EGIF svøm. Vinderen blev svømmeklubberne Delta Swim og EGIF svøm.

Årets kvindelige talent var næste pris i rækken. De nominerede var Louise Jensen (Delta Swim), Enielca Izeet Jacobsen Zamora (Fredericia KF) og Sabina Karlskov Lange Ridning (Fredericia Sportrideklub). Til at overrække prisen var Per Kristensen og Andreas Schilling på scenen. Vinderen af prisen blev Sabina Karlskov Lange Ridning.

Efterfølgende var det årets mandlige talent. Per Kristensen og Andreas Schilling skulle også stå for overrækkelsen. De nominerede til prisen var Magnus Dyhre (Taulov BMX) , Adesh Easwaralingam (Fredericia Skakklub)  Oscar Thule (Fredericia Sejlklub), hvor vinderen blev Magnus Dyhre.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Den næstsidste pris i rækken var årets træner / leder. De nominerede var Martin Olander Linder (Fredericia Basketball Klub), Ida Sofie Thorsøe (Fredericia Sportideklub) og Jens Knudsen (BPI Skydning). På scenen til at overrække prisen var Andreas Dyhrberg Andreassen og Stig Pedersen. Vinderen af prisen blev Martin Olander Linder.

Til sidst var turen kommet til årets idrætspris. De nominerede var Andreas Schilling (Fredericia Triathlon Team), Agnete Jensen (Proud Lions Taekwondo) og FC Fredericia. På scenen til at overrække prisen var Bent Jensen og Jacob Bjerregaard. Vinderen af prisen blev Andreas Schilling.

Underholdning i verdensklasse

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Imellem prisoverrækkelserne var der også underholdning i lokal verdensklasse. Bjørg Gamst og Lars Mølsted fra Fredericia Teater tog scenen efter en pause. De fremførte blandt andet “Can you feel the love tonight” fra selveste Disneys Lion King, og man kan derfor spekulerer i, hvad der kommer på programmet for Fredericia Teater i 2020.

Fredericia Idrætsfond uddelte 120.000 kroner

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Fredericia Idrætsfond uddelte 120.000 kroner. Formand for fonden, Nils Skeby, tog scenen og uddelte pengene til følgende:

Emil Deleraun, Fredericia Triathlon Team: 30.000 kr.

BPI Skytteforening: 20.000 kr.

FJJK: 10.000 kr.

EGIF Rugby: 20.000 kr.

Delta Swøm: 30.000 kr.

Proud Lions: 10.000 kr.

Medaljetagere blev hyldet

Foruden vinderne var årets medaljetagere ved arrangementerne også blevet hyldet. Det var personer fra følgende foreninger:

Fredericia Skakforening
Dykkerklubben Aktiv
Fredericia Sportsrideklub
Fredericia Garnisons Idrætsforening – FAGI
Proud Lions
Taulov Modelflyveklub
Parasport Fredericia
Fredericia Løbeklub
Fredericia Dame Kegleklub
Madsby Kegleklub
Orienteringsklubben FROS
Taulov BMX
Fredericia Cycle Club
Fredericia Roklub
Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub
Fredericia Triathlon Team
Delta Swim

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Da klokken var nået 21:10 afsluttede og takkede Borgmester Jacob Bjerregaard af for et brag af en fest, der emmede af stjernestøv over thansen Arena.