TV2-journalisten og fæstningspigen, Stine Bjerre Mortensen, udgiver sammen med tre kolleger en bog om håndboldstjerners største oplevelser. Bogen er skrevet færdig de sidste måneder, hvor Coronatiden har udfordret den kendte journalist på mange parametre. 

De sidste 40 år har både de danske håndboldkvinder og de danske håndboldmænd vundet den ene medalje efter den anden ved EM, VM og OL, ligesom de danske håndboldstjerner har vundet Champions League-titler og mesterskaber i de store ligaer. De oplevelser bliver nu til en bog skrevet af Stine Bjerre, Jesper Gaarskjær, Ole Sønnichsen og Christoffer Rosenløv Stig Christensen. 

“Jeg har altid drømt om at skrive en bog selv, eller være med til at skrive en bog, men da jeg blev spurgt skulle jeg lige tænke lidt. Jeg har skrevet meget tidligere i mit liv, men det var tilbage i studietiden på universitet, at jeg sidst var skrivende, men jeg var meget glad for at skrive. Jeg valgte at sige ja til at skrive med på bogen, og jeg har brugt en del af Coronatiden på at skrive. Det har været udfordrende, spændende, fedt, men også frusterende, når ordene ikke ville som jeg ville, men alt i alt en kæmpe oplevelse,” siger Stine og fortsætter:

“Jeg har halt med de ti kvindelige håndboldspillere i bogen, de har udvalgt en kamp, der betyder meget for dem i deres karriere. Det har været nogle vildt spændende samtaler, og interviews med deres ord som fokus. Det er en anden måde at formidle på, end når man normalt som journalist vinkler. Vi har samtidig dykket ned i arkiverne, hørt om hvad der skete i kulisserne, set gamle gamle klip, og hørt spillerne fortælle fra hjertet om oplevelser, og motivation. Det har virkelig været stort at arbejde med, og de mange menneskelige aspekter har vi også fået med. Den første kamp er fra 1994 og den sidste i 2019. Det er også et stykke håndboldhistorie, vi har skrevet. Det har været så fantastisk at skrive, når man elsker håndbold. Det har været sjovt og lærerigt at gense gamle klip; eksempelvis OL-Finalen i 1996 og 2000, og herfra prøve at forstå spillerne – hvad der gik gennem deres hoved og hvordan det var at spille så store kampe.”

Legenden Tom Kristensen og Stine Bjerre Mortensen ved Le Manns. Hun glæder sig til at vende tilbage til sportens univers.

Hvordan er det at skrive i stedet for at interviewe med kamera og mikrofon?

“Det er interessant, for man kommer lidt dybere ind i historien end normalt. I den forbindelse forstår man endnu mere, hvad de tager med ind på banen af motivation og drive. Der er også forskel på, hvordan de sætter sig op til kamp, og de mange aspekter kommer bedre til orde, når man skriver det,” svarer Stine.

Hvordan har det været at skrive under Coronatiden, og hvordan er du kommet igennem de syv uger, hvor Spanien var lukket helt ned?

“Det har været en speciel tid – også personligt. Jeg var på arbejde i Danmark, hvor vi dækkede to kampe med tomme haller i Danmark, og så lukkede Statsminister Mette Frederiksen Danmark ned. Jeg skyndte mig hjem til Casper (Casper Ulrich Bjerre Mortensen, Stines mand red.) i Barcelona, fordi jeg vidste ikke om, han kunne komme til Danmark, så det var bedst, at vi var sammen dernede. Det blev så til syv uger med udgangsforbud. Det var på en måde en slags fængsel og ikke mindst en personlig udfordring, som jeg sagde.” 

Og så måtte Stine og Casper løbe en tur igen! Frihed!

“I starten havde jeg et par uger, hvor jeg fulgte med i alt, men i takt med, at man blev fyldt op af de hårde og sørgelig historier, måtte jeg lukke ned for de spanske nyheder. På et tidspunkt døde 900 om dagen. Personligt var jeg presset. Jeg var enormt bekymret for mine nærmeste i Danmark, og vi levede jo i en hverdag, hvor folk døde og døde. Men gradvist fandt Casper og jeg en rytme, hvor vi trænede hjemme og fokuserede på noget andet. Så kom dagen endelig, hvor vi måtte komme lidt ud. Det var vildt. Vi mærkede friheden. Nu er vi der, hvor det er fire timer om morgenen og tre om aftenen. Det var rørende at komme ud. Det satte også tingene i perspektiv, når man ikke har friheden til at handle,” uddyber journalisten. 

Hvad har du lært personligt af krisen? 

“Mange ting, men for det første, at man sætter mere pris på de små ting i livet, og ikke bare tager ting for givet. Der er faktisk kommet noget godt ud af dette rent personligt. Jeg har udviklet mig som menneske – i hovedet. Jeg har haft noget tid til at tænke over, hvad der betyder noget i hverdagen, og derfra prioriterer det, som er vigtigt for en, og ikke bruge unødig negativ energi på at bekymre sig om ting, man ikke kan gøre noget ved,” fortæller Stine Bjerre Mortensen.

Casper Elgaard, Ulrik Jønsson og Stine Bjerre Mortensen.

Hvad med dit eget arbejdsliv? 

“Alt er stoppet, alt er aflyst – og sporten har på den måde været særdeles hårdt ramt. Jeg blev hjemsendt i tre måneder, men nu er der sket det, at jeg er blevet kaldt på arbejde i midten af juni fo at dække et virtuelt Le Mans. Det bliver dejligt arbejde igen, og så glæder vi os alle til, at vi kan komme lidt tættere på normalen igen. De to håndboldkampe jeg dækkede uden tilskuere var mærkelige, så jeg håber, at der kan komme lidt ind i starten, det vil også betyde noget for produktet,” siger Stine og slutter:

“Jeg håber også, at denne pause kan gøre noget godt for sporten. Mange klubber er presset, men jeg håber, at sportens tilbagekomst mødes af boost.”

Om bogen

I MIN BEDSTE KAMP fortæller flere generationer af danske håndboldstjerner deres egne øjenvidneberetninger om deres største kamp på håndboldbanen. Du kan både komme med til store finaler, dramatiske semifinaler og altafgørende klubkampe fra 1980erne og frem til i dag.

Hos kvinderne kan du møde: Camilla Andersen, Anne Dorthe Tanderup, Anette Hoffmann Møberg, Anne Mette Hansen, Ann Grete Nørgaard, Susanne Munk Wilbek, Kristina “Mulle” Kristiansen, Christina Roslyng, Sandra Toft og Rikke Hørlykke.


Hos mændene kan du møde: Mikkel Hansen, Rasmus Lauge, Jesper Nøddesbo, Lars Christiansen, Joachim Boldsen, Niklas Landin, Lasse Svan, Erik Veje, Lasse Boesen, Nikolaj Jacobsen, Anders Dahl-Nielsen og Morten Stig Christensen.

Overskud fra bogen går til velgørende i samarbejde med Jesper Nøddesbo og børne- og ungehospice Lukashuset

Bestil bogen her

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer