Af Karsten Byrgesen, Folketingskandidat, Regionsrådsmedlem i Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia

Det er forfærdeligt at se de massive ødelæggelser, brutale myrderier og den afstumpethed som de russiske aggressorer viser verden. Det totale fravær af menneskelige værdier som de russiske horder demonstrerer i Ukraine, kalder på al den afsky, som end ikke kan udtrykkes med ord.

I vesten kan vi gøre meget, og der sker rigtig meget. Restriktionerne mod Rusland og Hviderusland stiger i styrke og omfang og tegner vidtrækkende konsekvenser for Putin og nationen Rusland.

Hjælpen til Ukraine og restriktionerne koster, men det er en regning som vi skal tåle. Alternativet er helt enkelt værre, og det haster med at trække de berømte streger i sandet. For de ukrainere der slipper ud fra kampzonerne, men også for de indesluttede, er der behov for massiv støtte. Putin skal stoppes med hans egne midler – våben, og derfor er det godt og flot, at vesten støtter med effektive og moderne våben og udrustning. Med en effektiv russisk censur er der behov for at råbe russerne op på en anden måde. Her kommer førnævnte handelsrestriktioner i spil. Jeg blev virkelig stolt over det danske vindmøllefirma Vestas, da jeg i dagspressen kunne læse, at ”Vestas forlader Rusland”. Mange firmaer går heldigvis samme vej, selv om det er forbundet med massive tab. Flot Vestas! Det kunne Rockwool lære en del af, når den øverste chef Jens Birgersson i dagspressen kalder ”danskernes evne til at stå sammen (med Ukraine) for ”for følelsesladet””, og lader det tale for firmaets fortsatte aktiviteter i Rusland.

I aftenens (6. april) nyheder på TV2 drøftedes Sveriges og Finlands mulige indtræden i NATO. Søren Pape Poulsen (KONS) udtaler i den forbindelse ”vi kan sove roligt om natten fordi vi (Danmark) er med i NATO”. Nemlig Søren – derfor! Men hvor er EU´s hær i Ukraine krigen? Stilheden er larmende. Men hvorfor – Søren Pape – skal vi indlemmes i EU hæren? når ”vi kan sove roligt om natten fordi vi (Danmark) er med i NATO”. Prøv at nævne blot én forskel som EU hæren kan gøre i forhold til NATO. Svaret er, at et EU aldrig vil kunne komme overens om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og derfor, er Danmarks mulige indtræden i EU hæren ligegyldig og intetsigende. NATO er verdens stærkeste forsvarsalliance, og det skal ikke udfordres af Danmark.